Debat: Der er reserveret en plads i Paradis til kræftsygeplejerskerne i Skejby

Af
Leif Andersen-Farmer

Skovbrynet

Pindstrup:

"De er tynde. Nogle endog meget tynde. Nogle er mere almindelige af vægt. Alle har vi kræft. Mange mænd er helt skallede. Mange kvinder har tørklæde eller tætsiddende hat på. Alle har indadvendte blikke. Mange har ledsager med.

Stedet er kræftafdeling C i Skejby en ganske almindelig ugedag. Med en behandlingsindkaldelse i hånden møder vi til nogle timers stråling- eller kemobehandling.

Modtagelsesproceduren af patienterne er fast. Hjertelighed, varme og empati lyser ud af de sygeplejersker, som kommer frem og råber vore navne op. De næste timer er skemalagte til mindste detalje. Tidsintervaller, minutterne, doserne, personnummerkontrollen på de nødvendige præparatemballager og doseringen følges minutiøst. På stuen, hvor vi sidder eller ligger op til fire af gangen, har hver patient sin helt egen sygeplejerske til at styre slagets gang. Med drops til kemoindtagelse i armen, eller gennem den ”port”, som jeg har fået indopereret i brystet, således væsken indtages over den forud beregnede tid. Sygeplejerskerne tager sig tid til at gennemgå det spørgeskema, som man har udfyldt i dagene før behandlingen. De går i detaljer, mange detaljer. De bidrager med råd og kommentarer og supplerer den lægeforeskrevne medicin. Her afsløres en paratviden og indsigt, som jeg ofte oplever med en glad undren. Kombinationen af netop denne viden, erfaring og den tid, som tildeles os patienter, er blandt de oplevelser, som indgiver os mod og tro på, at der er en vej ud af et livstruende problem. Vi får råd om vores kvalme, gangsmerter, afmagtsfølelse, søvnløshed, vitaminindtag etc.

Hver eneste af alle vi patienter lever hver for sig i vort eget ensomme univers. Nogle kommunikerer måske efterhånden kun sporadisk og rutinemæssigt med egne omgivelser, fordi de mange gentagelser har udmarvet essensen i lidelsen. Og resulteret i den tavse ensomhed, som jeg tror er mange kræftpatienters glædesløse, introverte dagligdag.

Netop derfor betyder denne tilbundsgående samtale så meget. Her er der tid, forståelse og fornemmelse for behovet for at tale ud.

Men vore sygeplejersker har jo også selv et privat hjemmeliv. De er nødt til og formodentligt trænede i at forholde sig professionelt til det faktum, at den patient, som de har haft i behandling gennem adskillige timer, måske ikke er der næste gang. Livet skal jo gå videre, også for dem.

Jeg, som fik en positiv tilbagemelding fra seneste scanning, har gennem denne fået tro på, at min vej måske er banet for at få kræftangrebene stoppet. Og jeg bliver støttet effektivt af ”mine” sygeplejersker.

Der er intet på denne vej, som er sikkert. Men én ting er jeg overbevist om:

Der er reserveret en plads i Paradis til kræftsygeplejerskerne i Skejby."

Publiceret 22 October 2019 14:30