Debat: Efterlysning - hvor mon den lovende lokalplan er blevet af?

Af
Hans-Henrik Christensen

Baunehøjparken 13

8410 Rønde:

"Vi flyttede ind i vores dejlige, nybyggede hus i Baunehøjparken for seks år siden. Der var udarbejdet en ganske lovende lokalplan, som vi tog alle hensyn til. Hus og carport måtte godt nok flyttes et par meter for at overholde byggelinjerne, men det var da helt i orden med os. Planer, forordninger og love er til for fællesskabets bedste, så ingen brok. Og så blev der gravet flere hundrede huller til de buske, som lokalplanen foreskrev.

Men så begyndte festen i Baunehøjparken, sådan i det små. Der var lige en dispensation her og dér. Måske ikke til alles store glæde, men kvarteret lignede da stadig det planlagte, indtil en af de større grunde skulle bebygges. I alt planlagt til 14 rækkehuse, men ganske kreativt fik bygherren åbenbart tilladelse til at bygge 18. Ret besynderligt, fordi der stadig var en grund på den anden side af stikvejen.

Ingen bekymring! Her er man så ved at genopføre Berlinmuren i form af 14 to-etages rækkehuse i bedste DDR-Plattenbaustil. Nu har vi aldrig satset på udsigten over Kaløvig og Århus-bugten. Det må andre slås om og for. At det nye byggeri så æstetisk er en katastrofe og ødelæggende for enhver form for sammenhæng og harmoni er én anden ting for ikke at inkludere det markant større antal indbyggere, hvad det indebærer af trafik mm.

Men at være så bedøvende ligeglad med lokalplanen for Baunehøjparken og oven i købet være så eftergivende over for bygherrens ønske om maksimal fortætning (og fortjeneste) er jo grotesk. Det er ingen bebrejdelse over for bygherrerne, for hvem profitmaksimering sikkert er et livsvilkår, der eliminerer andre hensyn.

Fordi vi nu bor i Syddjurs og ikke i Novosibirsk, må vi gå ud fra, at det blot er mangel på kompetence, der har udløst dispensationen/dispensationerne.

Der eksisterer stadig en større, tom rækkehusgrund, højst beliggende i området. Der kan ikke andet end være en blanko-dispensation for en potentiel bygherre.

Det ville klæde den/de ansvarlige i kommunen at gå en tur i vores kvarter. Jeg går gerne med. Så kan I ved selvsyn se de arkitektoniske herligheder, skue ned over Kappelgårdens dynger af fældede træer (skal de ikke væk?), mens vi går en tur op på Lille Baunehøj. Dér, hvor der skulle være plantet en lille lund, fællesarealet kultiveret og cykelstien forlænget. Mon det skulle være muligt for det kommunale embedsværk at give sig selv en dispensation for sendrægtighed – og måske lige finde lokalplanen frem fra arkivet?"

Publiceret 22 January 2020 12:30