Britt Bager

Britt Bager

Debat: Tak til alle, der bringer Djursland gennem krisen

Af
Britt Bager (V)

MF

opstillet i Djurskredsen:

"Danmark står i en krise på grund af corona-pandemien, som breder sig hastigt over hele verden.

Det er meget alvorligt. For mange danskeres liv og helbred. For mange danske virksomheder og deres ansatte. Og for hele det danske samfund. Hele Østjylland. Hele Djursland.

Derfor er der også grund at sige tak. Tak til de mange mennesker, der gør en helt usædvanlig indsats i denne svære situation.

Det gælder for eksempel de lægestuderende og tidligere ansatte i sundhedsvæsenet, som tilbyder deres hjælp, mens vores sundhedsvæsen gør klar til en ekstraordinær indsats. Det gælder vores politi. Det gælder ansatte i børnepasningen, skoler og uddannelsesinstitutioner, forsyningsselskaber – og i administrative funktioner i hele den offentlige sektor, som mange gange fra hjemmearbejdspladser bidrager til at hverdagen kan fungere.

Det gælder i høj grad også for de mange mennesker, der arbejder i den private sektor – og som møder på arbejde og sikrer, at danskerne over hele landet kan vide sig sikre på, at der er fødevarer på hylderne og at livet kan gå videre. Det gælder transporterhvervet, landbruget og fødevareindustrien mv.

Og så gælder det de mange, som frivilligt gør en særlig indsats for andre mennesker i disse svære dage.

De viser alle sammen, hvor stærkt Danmark er – og hvor meget vi kan sammen. Tusind tak for jeres indsats.

I bidrager til at hele Danmark kommer så skånsomt gennem krisen som muligt. For det er hele Danmark, der er i klemme. Derfor skal vi stå sammen, Derfor skal vi vise hinanden, at vi er på samme hold."

Publiceret 14 March 2020 19:20