Den danske strategi er den grønne kurve

Den danske strategi er den grønne kurve

Debat: Hvad med mundbind og et ansigts-"visir" til lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere?

"Hej, Kirstine Bille og andre medlemmer af Syddjurs Byråd, m.fl.

Som formand for byrådets Familie- og Institutionsudvalg - og som tidligere (og måske snart igen?) SF-borgmester i Syddjurs - vil du forhåbentlig svare offentligt på disse spørgsmål:

1) Uanset om kommunens tilbud til vore 0-11 årige børn (incl. folkeskolens yngste 6 årgange) genåbnes på onsdag, 15. april, eller nogle få dage senere, vil det så ikke være en god idé, at hver enkelt lærer, pædagog og pædagogmedhjælper får ret til at iføre sig mundbind og et ansigts-"visir" før den indendørs nærkontakt med børn - altså for at reducere smitte-risikoen?

2) Bør byrådet ikke garantere hver enkelt barns forældre, at selv små/svage corona-symptomer hos et enkelt familiemedlem i et barns hjem, giver det pågældende barn både ret og pligt til at holde sig væk fra sin daginstitution, dagpleje eller skole? Og at barnet først kan vende tilbage til normal fysisk tilstedeværelse, når en læge eller sygeplejerske efter besøg i hjemmet skriver under på, at det findes forsvarligt at lade barnet komme fysisk til stede igen?

3) Bør byrådet ikke sikre, at hvert enkelt barn, der på grund af smitterisikoen holder sig hjemme fra skole, får tilbudt bedst mulig undervisning i hjemmet, ikke kun pr. computer, men også ved lærer-konsultationer i hjemmet, hvis ingen af barnets forældre kan klare dén opgave?

4) Vil Syddjurs Byråd - incl. de fem medlemmer af dit FI-udvalg - overveje at "kopiere" dén handleplan, som jeres politiker-kolleger i Norddjurs har offentliggjort (se PS herunder)?

5) Vil Syddjurs Byråd overveje at give dispensation til de nuværende elever i 6. klasse på Thorsager Skole, således at de får samme tilbud om skole-tilbagevenden som alle skolens øvrige elever (for der er jo ingen 7. klasse på dén skole - man slutter jo i Thorsager ved udgangen af 6. klasse).

PS1: Kan DU ikke, Kirstine, være med til at Djurslands børn snarest muligt får lov til at være sammen med deres bedsteforældre igen - ikke både som "pasning", besøg og udendørs aktiviteter, naturligvis altsammen under overholdelse af krammeforbud og afstands-regler m.m.?

PS2: Her følger den lovede kopi af teksten fra Norddjurs kommunalbestyrelse, lånt d.d. fra norddjurs.lokalavisen.dk:

Børne- og ungdomsudvalget beslutter, at genåbningen af dagtilbud og skoler gennemføres:

• Så den er sundhedsmæssig forsvarlig og følger Sundhedsstyrelsens vejledninger for gradvis, kontrolleret genåbning.

• Efter hovedrengøring og udarbejdelse af ny, daglig rengøringsstandard.

• Efter inddragelse af medarbejderne, faglige organisationer og de lokale MED- og AMUorganisationer i hver enkelt afdeling.

• Efter inddragelse af forældrebestyrelserne, hvad angår pædagogisk og uddannelsesmæssig planlægning og efter at den fornødne information til forældre om åbningen er foretaget.

• Så den giver plads til, at de enkelte institutioner og afdelinger decentralt kan lave deres egne løsninger inden for de sundhedsmæssige rammer.

Og at genåbningen i øvrigt gennemføres på grundlag af planoversigten fra velfærdsforvaltningen, som blev præsenteret for udvalget på mødet (vedlagt som bilag).

Børne- og ungdomsudvalget ønsker, at der også efter genåbningen arbejdes for, at:

• Den stærke forældredeltagelse i skole- og dagpasningslivet under corona-krisen videreudvikles.

• De nye erfaringer med net-baseret undervisning evalueres.

• Ude-pædagogikken udvikles også med sigte på hverdagen efter corona-krisen.

• Sundhed og hygiejne også får et løft efter corona-krisen.

Lokalavisen har bedt om en kommentar fra formand for Udvalget for Familie og Institutioner Kirstine Bille (SF):

"Vi har modtaget forslag/spørgsmål med interesse, og de vil indgå i vores fremtidige overvejelser. Syddjurs Kommune følger naturligvis skarpt de retningslinjer, som vi får fra sundhedsmyndighederne"

Publiceret 10 April 2020 12:30