Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Debat: Velkommen i den grønne lund – også på Djursland

Leif Lahn Jensen (S), MF, opstillet i Djurskredsen i Østjyllands Storkreds:

"Nu skal de ambitiøse klimamål omsættes til konkret handling. Den socialdemokratiske regering har netop fremlagt første del af klimahandlingsplanen, som skal gøre Danmark mere grønt, trygt og socialt retfærdigt.

I planen foreslår vi bl.a. etablering af to energiøer, grøn omstilling af industrien og 2,3 milliarder til bl.a. at udskifte olie- og naturgasfyr med grøn varme. Og så skal affaldskurven knækkes. 80 procent af den plastik, som i dag ryger på forbrændingen, skal udsorteres. Vi skal sortere og genanvende mere.

Det er vigtigt, at vi tør være ambitiøse og gå forrest. Det gælder som land, hvor vi gerne vil vise vejen og inspirere udlandet. Men det gælder også som landsdel. Derfor er jeg for tiden i dialog med en række forskellige aktører om at etablere et folkemøde om bæredygtighed her på Djursland. Vi har her hos os en masse gode virksomheder, der tænker bæredygtigt. Og vi har en masse dygtige mennesker, der går meget op i klimadagsordenen. Derfor er det oplagt, at vi går i front.

Jeg håber meget, at handlingsplanen kan finde politisk opbakning, og jeg ser frem til et grønt folkemøde, hvor vi sammen på Djursland kan finde ud af, hvordan vi bedst kan bidrage til en grønnere fremtid."

Publiceret 21 May 2020 13:30