Peter Brinks. Pressefoto

Peter Brinks. Pressefoto

Debat: Kom nu op på beatet, Kulturminister og MF'ere

"Åbent brev til Folketinget

Hermed et opråb fra Danmarks største privatejede spillested!

Livemusikken, og alle dets aktører, flyver stadig en “jumbojet med bind for øjnene”

Konstatering:

Et folketing. der holder ferie, og ikke respektere, at det “brænder” hos koncertstederne, men bare lader vigtige beslutninger skydes til sidste øjeblik, er ganske enkelt manglende respekt for arbejdspladser, for ansatte, deres familier og hele musikindustrien!

Vi knokler helt vildt i musikindustrien for at få styr på manglende indtægter i 4 måneder, og her er alt ferie annulleret. Men sådan er der jo så meget.

Det er okay til hverdag at drive et spillested. Vi gør dette ofte på egen risiko. Nogle koncerter tjener vi penge på, andre taber vi stort på.

Vi er på den anden side af en truende pandemi. De fleste danskere har forstået budskabet.

Og så lige pludselig:

Vi tillader mange tusinde i ferielandet tæt på hinanden, 14.000 tilskuere til foldboldkampe, flere tusinde i gågaderne o.s.v. Men live musikken er dælme et problem.

For koncertstederne er reglerne klare: Frem til 31/8 er det max. 500 gæster med afstand og alle de gængse regler. Efter 1/9 er vi totalt i “dødvande”. Der kender vi ikke reglerne.

Vores kulturminister siger, at vi bare skal booke løs, og så må vi se til den tid.

Kun tåber, der aldrig har været i det private erhvervsliv, ville komme med en sådan udmelding. Der er et kæmpe arbejde, hver gang vi skal flytte 3.000 til 4.000 koncertgæster, og hele logistikken omkring det skal ombookes.

Kunne godt tænke mig at vende situationen om: Tænk, hvis borgerne sagde til alle medlemmer af Folketinget: I har frem til 1. september. Der er reglerne sådan her. Efter 1. september ved vi ikke, hvad der sker, måske skal halvdelen fyres, måske kører vi videre som normalt, eller noget helt andet. Det kunne være ret underholdende at se politikernes reaktion.

Jeg har to løsningsforslag:

Udgangspunktet er. at alle koncerter, uanset størrelse, gennemføres:

Kræv mundbind, spritstationer o.s.v.

Hvis der fortsættes med nuværende regler med afstand o.s.v.:

Tvangsluk alle koncertsteder i Danmark frem til jul, og giv kompensation.

Og gør ikke regelsættet omkring kompensation så kompliceret, så vi taber endnu flere penge.

Det er da meget enkelt. Prøv at tage en beslutning hurtigst muligt, og kom hjem fra den ferie, I ikke fortjener, vores branche står på afgrundens rand."

Publiceret 26 July 2020 16:30