Debat: Honnør til medarbejderne i Hjemmeplejen Mols/Helgenæs

Af
Maren Seirup

Distriktsleder for Hjemmeplejen Mols/ Helgenæs – RoLi team 4 + 7:

"Jeg er beæret og stolt over at være leder for Danmarks nok mest dedikerede og dygtige sosu- og hjemmehjælpere i Hjemmeplejen Mols/Helgenæs.

Med base i Knebel dækker vi et kæmpe geografisk område fra Nappedam til Købmanden i Femmøller fra Fyret på Helgenæs til Skødshoved Havn og leverer hjælp til både fastboende og sommergæster.

Du kan som borger medbringe din ”visiterede hjælp” fra hjemkommunen til sommerlandet, om det er personlig pleje eller praktisk hjælp.

Vi leverer stolt og gerne hjælpen.

Sommergæster ønsker ofte at få leveret hjælpen på det tidspunkt, de er vant til ”hjemme”.

Det kan vi have svært ved altid at leve op til, da vi fagligt skal vurdere, hvilke borgere der har størst behov.

Ifølge Syddjurs Kommunes Kvalitetsstandarder – vedtaget af politikerne, skal morgenplejen være leveret senest kl. 11.00.

Kan du selv stå op og spise morgenmad, nedprioriteres du måske frem for den borger, der er totalt afhængig af vores hjælp, også selv om det kan være rart at komme tidligt op for at komme med familien på udflugt i sommerlandet.

Vi hjælper sommergæster, som skal have hjælp til at få støttestrømper på eller hjælp til et bad en gang om ugen.

Vi hjælper også sommergæster, som er ramt at alvorlig sygdom og skal have totalpleje x 10 i døgnet af 2 personer.

Vi har besøg af borgere med demenssygdomme, som brændende ønsker at være i deres sommerhus sommeren over som vanligt. Her kan det være rart at få udleveret et billede, så vi ved, hvem vi skal lede efter, hvis vedkommende ikke er på adressen.

Alle har ret til ferie.

Jeg lover jer, at alle visitationer bliver seriøst vurderet i forhold til planlægning, og vi gør vores bedste for at imødekomme den enkeltes ønske. Vi vurderer fagligt planlægningen af køreruter – som kan have en længde på op til 100 kilometer på en 8 timers vagt.

Alle borgere er velkomne i Sommerlandet. Med respekt for hinandens ønsker og forståelse for afstande på Mols og Helgenæs gør vi vores bedste for at imødekomme ønsker og behov for hver enkelt borger.

Jeg glæder mig hvert år som leder til at vise og dele, hvad vi formår – faglært, ufaglært og planlægger. Vi er gennem de sidste 20 år ”druknet” i chokolade og lovord, når ferien lakker mod enden omkring september. TAK for det.

Vi får også afholdt tiltrængt ferie i perioden – en svær planlægningsmæssig opgave, men vi er enormt stolte, når sommerens opgaver er løst med bravour.

Rigtig god sommer til alle."

Publiceret 29 July 2020 15:00