"Politikere i Syddjurs kommune, få nu taget en diskussion om Byparkens formål. Og alle dens muligheder. Lige nu er det en brakmark, og det er noget makværk," lyder opfordringen fra Rønde borger. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat: Rønde Bypark - brakmark og makværk

Christian Christensen, Østre Fasanvej 9, Rønde:

"Græsset har hen over sommeren vokset lystigt i Rønde Bypark. Syddjurs Kommune har sat skilte op, som fortæller om at skabe rum for insekter og biodiversitet. Lad mig slå fast, at der med garanti har været flere sommerfugle og bier i mine lavendler end der har været i hele Rønde Byparks græsmark.

Man skal ikke have set mange Søren Ryge programmer for at finde ud af, at biodiversitet ikke kommer ud af at lade græsset gro.

Børnehaven Vigen har tidligere sendt mange små fødder ud for at udforske parkens kroge. Til børnefødselsdage kunne man spille en rundboldkamp. Eller lave en skattejagt. Og ungdommen kunne på en sommeraften slå sig ned flere steder i parken. Er det et mål i sig selv at Rønde Bypark ikke skal kunne bruges af borgerne til noget som helst ?

Nogle hjørner af parken med vilde blomster kunne være et fint bidrag. Både til øjet og til biodiversiteten. En scaterbane. Et par små fodboldmål. Men frem for alt en trimmet græsplæne, som indbyder til at blive brugt.

Rønde Bypark har de seneste somre kun været klippet med jævne mellemrum. Så den har reelt været utilnærmelig og ubrugelig. Nu er jobbet så gjort helt færdigt. Alle de, som jeg har talt med, synes, at Rønde Bypark sommeren igennem har været et trist syn.

Fire foreninger med Åben Vand som deltager har tidligere fremlagt forslag til, hvordan byen indrettes sådan, at gæster ledes ned til Byparken. Spændende og kreative ideer. Som jeg dog vil opfordre til, at man skrotter. For der er ikke noget at se og opleve i Rønde Bypark.

Politikere i Syddjurs kommune, få nu taget en diskussion om Byparkens formål. Og alle dens muligheder. Lige nu er det en brakmark, og det er noget makværk."

Publiceret 13 September 2020 21:00