Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Debat: Mener Venstre virkelig, at profit er vigtigere end folkesundheden?

Leif Lahn Jensen (S), MF, opstillet i Djurskredsen - valgt i Østjyllands Storkreds:

"Tiden er for alvorlig til populisme. Vi står i en historisk sundhedskrise, men i et debatindlæg i denne avis bragt 31. oktober kan man forstå på Venstres folketingsmedlem Britt Bager, at Venstre ikke har noget problem med at gamble med folkesundheden.

Læs også: Debat: S-regeringen smadrer ansvarlig dansk minkbranche

Fakta er, at mink står i vejen for en potentiel vaccine mod corona, hvilket vil have voldsomme konsekvenser for ikke bare Danmark, men for hele verden. Alligevel skriver Britt Bager, at regeringen er i gang med ”at smadre den danske minkbranche” uden et sundhedsfagligt grundlag. Det er ikke bare forkert, men også en dybt uansvarlig udmelding.

Læs også: Politiet har fjernet luppen fra Britt Bager

Lad mig gøre det helt klart: Situationen omkring corona-virus på de danske minkfarme er alvorlig. Mink er meget modtagelige over for virus, og det er påvist, at minkene har smittet mennesker med corona. Statens Serum Institut siger samtidig, at mutationen risikerer at ødelægge arbejdet med de vacciner, der er på vej.

Læs også: Britt Bager: "Jeg skal ingen steder"

Vi har et stort ansvar for vores egen befolkning, men også for resten af verden. Den muterede virus risikerer at sprede sig til andre lande, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at stoppe det. En fortsat minkavl indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, og derfor må alle danske mink desværre aflives. Det er naturligvis en meget trist situation for minkavlerne og for de lokalsamfund, som de er en del af. De ramte landmænd får derfor også kompensation for deres tabte indtægter.

Som politikere skal vi afholde os fra at forsøge at score billige point midt i en sundhedskrise ved ikke at lytte til eksperter og forkaste sund fornuft. Vi må ikke risikere at miste grebet om corona. Alligevel er det præcis det, som Venstre gør ved ikke at tage befolkningens sundhed alvorligt. Vil Venstre virkelig sætte folkesundheden over styr – ikke blot i Danmark, men i hele verden?

Jeg har stor respekt for de minkavlere, der har slidt og slæbt for deres livsværk, men husk at en effektiv vaccine er forudsætningen for, at vi på et tidspunkt kan vende tilbage til en normal hverdag.

Sundhedskrisen kalder på ansvarlighed, og vi politikere skal gemme det politiske spin langt væk. I foråret stod alle partier på Christiansborg sammen i kampen mod corona, med det højere mål – nemlig at komme godt igennem krisen – dette har Venstre tilsyneladende glemt.

Vi bliver alle løbende klogere på corona-virussen, som hele tiden udvikler sig. Det håber jeg bestemt også, at Britt Bager og resten af Venstre er blevet."

Publiceret 05 November 2020 10:00