Peter Astrup Madsen. Arkivfoto

Peter Astrup Madsen. Arkivfoto

Debat: Så længe der er plads på kirkegården - bør man bevare mest muligt af historien

Af Peter Astrup Madsen, Slotsvej 14, Karlby, Hornslet:

Dette indlæg er rettet til Menighedsrådet i Ådalen og lægger op til en generel diskussion om gravminder, nationalt og lokalt.

Debat "Kirken og dens omgivelser er menighedsrådets domæne. Hvad angår kirkegården er det menighedsrådets opgave at føre tilsyn med eksisterende gravminder og tage vare på gravminder overgået til kirkegården. Jeg vil gerne lægge op til en diskussion af politik og praksis på området.

Lad mig starte med de forældreløse gravsten i Lapidarium. Der findes nu i hele pastoratet Ikke længere noget lapidarium. Der blev fra 2016 -17 fjernet over 500 sten fra lapidarierne og ca 100 sten er yderligere blevet fjernet fra kirkegården uden at de blev vurderet som evt. bevaringsværdige. Sten i lapidarierne stod mange steder i flot opstillede stenparker – nu kun græsplæner. Det er noget der er sket i den forgangne periode, og det med et stort kulturtab til følge.

Jeg rejste spørgsmålet ved Orienteringsmødet for 4 år siden, inden skærveknuseren havde taget over, men blev affejet med, at det var bestemt i den forrige periode. Det er simpelt hen ikke demokrati at henvise til tidligere afgørelser – og lade dem stå for evigt, hvis man i mellemtiden er blevet klogere.

Gravsten fortæller en historie - en kulturhistorie - om de familier, der levede på egnen for et par eller flere generationer siden. Et gravsted er familiens og slægtsgårdens forlængede arm - et sted at mindes de begivenheder, der historisk har fundet sted i lokalområdet til glæde for efterkommere, turister og andre besøgende. Man burde have bevaret karakteristiske sten for udvalgte perioder, der afspejler såvel materialer, formgivning, tekster og dekorationer - der ligesom kirkerum ændrer sig over tid. Det har man gjort andre steder - dog skulle man først og fremmest have bevaret sten, der var over 100 år gamle, som der stod i en tidligere lovtekst.

Så længe der er plads på kirkegården bør man bevare mest muligt af historien. Jeg havde foreslået det gjort ved frivillige grupper, når nu menighedsrådet ikke har intentioner i den retning.

Man skulle have ladet forsigtighedsprincippet råde. I havde simpelt hen så travlt med at fjerne stenene, at også fredede gravminder blev fjernet – en skandale, som er uoprettelig. Der har været advarsler nok.

Hvor mange gravminder på vore kirkegårde har menighedsrådet registreret som bevaringsværdige ved de i alt 6 kirkegårde i de sidste 4 – eller 8 år? – ingen iflg. formanden. Det er også en skandale.

- Finder der overhovedet en registrering sted? Det sker regelmæssigt andre steder, fx i samarbejde med lokalt arkiv – nogle steder endog i samarbejde med provsten fx i Lyngby ved Grenå

- Kirkegården med kirkegårdsplaner - er de offentlig tilgængelige? Og hvordan med registreringsplaner? – vist ikke noget man kender til i vort pastorat – ved ikke helt om det er lovpligtigt at udarbejde sådanne planer.

Har man afsnit i Kirkegårdsvedtægter for udgåede gravminder? – nej kun en standardhenvisning til lov 329 af 2014, der stort set lader det være op til de provstisyn, der afholdes hvert 3. eller 4. år at afgøre på stedet, dvs. i stakken blandt fjernede gravminder på depotet i Søby.

- Min indstilling om bevaringsværdige gravminder er blevet ignoreret, idet jeg sjældent har fået svar på henvendelser – ingen dialog. Derfor har jeg måttet gå til pressen - sammen med Tage Kjær tidligere Halling sogn - samt med debatindlæg i Kr. Dagblad af 10. febr. 2020 – noget der gav anledning til positiv opfølgning af praksis, bl.a. ved tidligere museumsinspektør Helge Torm, der antyder, at jeres praksis har været ulovlig.

- Man samarbejder ikke længere med Museum Østjylland. Det er både godt og skidt, da man nu har sat ræven til at vogte gæs. Museet står kun for blåstempling. Det er desværre baggrunden for den massakre, der har fundet sted de sidste 4 år – at I ikke har været jeres ansvar bevidst, men vasket jeres hænder med henvisning til Museum Østjyllands registrering for 25 år siden – var sket på initiativ af et mere fremsynet provsti end det, vi har i dag.

- Det er jo ikke museet men menighedsrådet, der er initiativtager i sager om fredning/ bevaring af gravminder.

- Det er kritisabelt ikke at tage private sagkyndige henvendelser alvorligt (mine henvendelser) og diskutere det på menighedsrådsmøder. Sidste års provstisyn var et rædselsscenarie, hvor mindre end ½ af rådet medvirkede ved vurderingen af et konkret gravminde for Magnus Rasmussen og hustru – en sten, der var skænket af Brugsen i Karlby, og hvor jeg havde indsendt en indstilling, som provsten vist ikke engang blev gjort bekendt med.

- Sagen blev heller ikke forudgående behandlet på et menighedsrådsmøde, så man havde ikke rådets indstilling klar ved provstisynet, men lod afgørelsen være op til provsten, som ingen indsigt har med vores lokalhistorie og hvis holdning er: ”alt skal væk, som der ikke betales til” – en djøf-indstilling som får folk til at melde sig ud af Folkekirken.

- Sket er sket, men findes der stadig gravminder på depotet, fx det for Magnus Rasmussen, som kunne bringes tilbage til kirkegården? Jeg har også et par ”kandidater” liggende i min egen have – (sic)!

- Og hvad så med fremtiden? Ud over enkeltsten burde der også bevares hele gravsteder med fx familiegravsten for 3 - 4 generationer i et samlet gravsted, jfr. min henvendelse sidste år vedrørende familien Stæhr i Karlby. Hvad med Sortemosegård?

- I referat fra august 2019 så jeg ellers en åbning i jeres holdning, idet formanden i pkt. 2 bemærker: ”ved fremtidige kirkesyn vil hjemfaldne gravsten blive vurderet”. Det er bare for sent at tage stilling, når gravstenen først er kørt bort af graveren. Denne situation kunne en udarbejdet registreringsplan have taget hånd om – ved i forvejen at have gjort sig notater om bevaring/fredning forud for opsigelse af gravstedet.

Andre steder sker det endog ved skriftlig henvendelse til de efterladte i løbet af selve fredningsperioden, så de er forberedte derpå.

- Menighedsrådet må selvfølgelig tage hensyn til økonomien, herunder også med rimelig sikring af gravsten, men det er mit håb, at man fremadrettet vil prioritere hensynet til bevaring af kulturværdier frem for nyanlæg af græstomter og ”plukkehaver”, som ikke er mindre arbejdskrævende at vedligeholde."

Publiceret 21 November 2020 11:30