Genrefoto

Genrefoto

Debat: Hvem kan tage vare på VUC Djursland?

Af Niels Hede, tidligere lektor på VUC Djursland:

"Kære Kommunalbestyrelsesmedlemmer i Nord- og Syddjurs kommuner

Jeg har fra 1999-2019 været ansat på VUC Djursland og fulgt, hvordan skolen i de senere år er blevet mærkbart forringet. VUC løser en vigtig opgave på Djursland med voksenuddannelse (blandt andet 9-10. klasse og HF), men nu befinder institutionen sig i store problemer.

Jeg sad indtil sidste år i bestyrelsen for VUC Djursland som medarbejderrepræsentant. Her kunne jeg desværre konstatere, at bestyrelsesarbejdet ikke var præget af det, der bør kendetegne et sagligt bestyrelsesarbejde: Kompetencer, redelighed og uafhængighed hos bestyrelsens medlemmer. Det gav anledning til mange problemer, omgåelse af regler og direkte kritisable dispositioner af forstanderen og dele af bestyrelsen.

Efter jeg gentagne gange havde påpeget de kritisable forhold og forespurgt i Undervisningsministeriet, valgte forstander Lars Østergaard at indlede en afskedigelsesprocedure mod mig. Dette førte til et langt og særdeles omkostningsfuldt sagsforløb for VUC Djursland, idet afskedigelsen var uberettiget.

Jeg vil orientere jer om, at der foreligger en indberetningssag vedr. VUC Djurslands bestyrelse i Undervisningsministeriet. Sagsnummeret er 19/08875, hvis I vil have aktindsigt og se nærmere på den.

Om et lille år er der kommunalvalg, og det er på høje tid, at det sikres, at VUC Djursland kan blive en velfungerende skole igen. 

VUC Djursland har i en årrække været præget af dårligt arbejdsmiljø, faldende kursisttal og en fraværende og ufaglig ledelse. Disse problemer har aktuelt skabt mange personaleudskiftninger, sygemeldinger blandt de ansatte og ikke mindst dårligere vilkår for kursisterne.

Jeg ved, at kursisterne for blot en måned siden har orienteret både Undervisningsministeriet, borgmester Ole Bollesen og borgmester Jan Petersen om problemerne på VUC Djursland.

Den nuværende bestyrelse for VUC Djursland har ikke evnet at arbejde seriøst med disse problemer. Den har heller ikke været i stand til at skabe en holdbar fremtidsorienteret vision for institutionen.

I de senere år er VUC Djursland igen blevet yderligere presset økonomisk p.g.a. faldende kursisttal og har været nødt til at nedlægge 2 undervisningssteder i Grenå og reducere aktiviteterne. Udsigten for de kommende år er underskud, mere presset arbejdsmiljø for lærerne og dermed endnu dårligere vilkår for kursisterne.

Det er trist, fordi VUC løser en meget vigtig opgave som et uddannelsestilbud til voksne på Djursland. Det vil have store samfundsmæssige og personlige omkostninger lokalt, hvis VUC ikke kan fungere optimalt eller i værste fald må lukke.

Jeg vil derfor opfordre jer alle – i begge kommunalbestyrelser – til efter KV21 at udpege nye bestyrelsesmedlemmer til VUC Djursland med reelle kompetencer på undervisningsområdet. Det er også kommunalbestyrelsernes ansvar at sikre en kompetent bestyrelse for VUC Djursland. Der er behov for det.

Den nuværende bestyrelse har gennem mange år været præget af primært et parti samt personer med personlige relationer til forstanderen. Den personkreds har tydeligt vist, at de ikke sidder inde med løsningerne på problemerne eller kompetencerne til at finde dem."

Tilføjelse til indlæg:

Lokalavisens redaktør har givet bestyrelsesformand for VUC Djursland Ole Husum mulighed for at svare på kritikken fra Niels Hede.

Ole Husum skriver tilbage i en mail til Lokalavisen:

"Kære Lars Norman Thomsen.

Tak for din mail.

Der er tale om en personalesag, der har været behandlet og som i øvrigt er afsluttet, hvorfor jeg ikke kan udtale mig i sagen."

FAKTA

Bestyrelsen ved VUC Djursland består af følgende:

  • Ole Husum, formand udpeget af Business Djursland
  • Peter Krog-Meyer, udpeget af kommuneforeningen
  • Ingrid Boldsen, udpeget af Region Midt
  • Stig Toftgaard Jensen, næstformand selvsupplering
  • Line Aaen, udpeget af personalet,
  • Jens Kappel, udpeget af personalet
  • Jihan Habib, udpeget af kursistrådet i Hornslet
  • Vakant, udpeget af kursistrådet i Grenaa
  • Lars Østergaard, forstander/ referent

Publiceret 18 December 2020 23:34