Debat: En rigtig Molbohistorie

Af Lene Bendixen, Galgebakken 9, Ebeltoft:

"Åbent brev til Politikerne i Syddjurs Kommune - og Økonomiudvalget:

Tag dig bare tid til at læse det hele. 

Nu skal I læse en fortælling om, hvordan Syddjurs Kommune udnytter sin magt til at tryne en enlig kvinde, der troede hun havde styr på sin økonomi.

Historien starter for nogle år siden, da kommunen stadig ejer en mere og mere forfalden bygning lige mellem byen og den nyere udstykning ved Foldboholm. 

Bygningen er værdiløs, men jorden er penge værd, hvis kommunen kan finde en køber.

Efter flere års forgæves forsøg, dukker en byggematador op - han vil gerne købe - hvis altså lige kommunen vil være behjælpelig med en attraktiv lokalplan - alt er godt så længe.

Lokalplanen - der altså er nødvendig, hvis kommunen skal få solgt den faldefærdige gård - sættes igang - og for den enlige kvinde, der bor trygt og godt midt i området, i sit lille røde hus på Galgebakken i kanten af Ebeltoft, så kommer der pludseligt et brev om, at hendes hus og grund nu skal ligge midt i en byggematadors lokalplan. 

De nye huse, der skal bygges rundt om bliver 2 etager høje, og ligger tæt med udsigt ned i kvindens have, selvom KOMMUNEPLANEN siger "TætLav". 

Kvinden bliver indbudt til møde, hvor planen forklares - naturligvis gøres indsigelse, men - næh nej - kommunen skal jo opfylde sin aftale med byggematadoren, så planen trækkes ned over hovedet på Lene og planen gennemføres.

Hvis det ikke er slemt nok, så sørger vurderingsmyndigheden for, at kvindens ejendomsskat til kommunen stiger fra 8.000 til 32.000 - altså det 4-dobbelte. Så nu skal den enlige kvinde nu betale 2.000 kr. mere - ikke pr. år, men pr. måned.

Alle kan igen sige sig selv, at man ikke lige kan finde 2.000 kr. mere/mdr. i husleje, uden det går ud over Lene, hendes børn og Lenes børnebørn.

Lene klager, men lige lidt hjælper det - I Økonomiudvalget sidder vores folkevalgte, og de skal selvfølgelig passe på vores allesammens penge - koste, hvad det vil.

Resultatet er, at kommunen fik solgt godt, byggematadoren fik købt godt - og de 2 i fællesskab får jaget kvinden fra hus og hjem - så byggematadoren kan bygge yderligere 4 huse og tjene på dem, også.

Det er virkelig på tide, at politikerne i Syddjurs Byråd og især i Økonomiudvalget:

  • Borgmester/Ole Bollesen.
  • Michael Stegger Jensen.
  • Jan Kjær Madsen (orlov frem til 31.3. 2021). Substitut Henie Skovbak Iversen.
  • Tommy Bøgehøj.
  • Kirstine Bille.
  • Claus Wistoft.
  • Christoffer Pedersen

sætter sig ind i sagen, og får rettet op på denne urimelighed!!

Nok er nok.

Jeg forventer et svar herpå.

En rigtig Molbo-Nytårs-Historie - men denne gang, var det de store, der udnyttede den lille." 

NOTE:

Lokalavisen har bedt samtlige i Økonomiudvalget kommentere læserbrevet.

Publiceret 02 January 2021 11:00