Jesper Yde Knudsen (Ø). Foto: Syddjurs Kommune

Jesper Yde Knudsen (Ø). Foto: Syddjurs Kommune

Debat: Lad os få gang i den grønne omstilling i stedet at udbrede myter om byggesagsgebyrer

Af Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten), Syddjurs Byråd, næstformand i udvalget for Erhverv og Beskæftigelse:

"Kære Kasper Kolstrup Møller, du skriver “Desværre blev der under vedtagelse af budgettet for 2021 pålagt byggesagsgebyrer på erhvervsbyggeri”, det er lodret forkert! 

Det er rigtigt, at der ved erhvervsbyggeri skal betales byggesagsgebyrer, nøjagtig ligesom ved alle andre byggesager. Men gebyret blev indført af bl.a. Konservative og Venstre ved genåbningen af budget 20 i april måned og ikke i budget 2021. 

Læs også: Debat: Kære Syddjurs Kommune - jeg savner en plan

Jeg vil foreslå, at du kontakter din partifælle i byrådet, Tommy Bøgehøj, som muligvis ikke helt har forstået, hvad han har været med til at beslutte?

I DI’s undersøgelse af erhvervsklimaet i Syddjurs har man spurgt de lokale virksomheder i Syddjurs om tilfredshed med “Kommunale erhvervsskatter, afgifter og gebyrer (f.eks. dækningsafgift og affalds- og byggesagsgebyrer)”. Her svarer virksomhederne meget positivt og placerer Syddjurs på en 13. plads ud af 98 kommuner i Danmark.

Læs også: KV17: Ikke alle virksomheder velkomne i Syddjurs?

Jeg tror ikke at det er et stort problem for erhvervslivet at betale et beskedent byggesagsgebyr på linje med alle andre borgere. 

Derimod er det selvfølgelig et problem, at sagsbehandlingstiderne er blevet alt for lange. Det ved jeg heldigvis, at der arbejdes hårdt på at løse.

Læs også: Svit: Sats på klyngesamarbejde og iværksætteri

Jeg deler i øvrigt din frustration over de tomme erhvervsgrunde i kommunen, det gælder også 'Fremtidsparken' ved Rønde. Jeg ved dog, at der løbende er kontakt til virksomheder, og at der foregår mere markedsføring end blot nogle skilte, men det har indlysende, indtil videre, ikke været nok.

Jeg synes ikke, at det er konstruktivt at sprede misinformation om et påstået dårligt erhvervsklima i Syddjurs, det gavner ikke Syddjurs.

Læs også: Borgerlig kritik: Vi savner strategisk diskussion

Lad os i stedet fokusere på de reelle udfordringer der er i Syddjurs. Vi har hårdt brug for at sparke mere gang i grønt iværksætteri og sammen med erhvervslivet at få gang i den cirkulære økonomi og grønne omstilling, der er helt nødvendig for vores fremtid."

Læs også: Kommentar: Udviklingsparken - Bøgehøj & Wistoft

Publiceret 14 January 2021 08:57