Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Leif Lahn Jensen. Foto: Steen Brogaard

Debat: Pas på Arne - Venstre kommer efter dig, hvis ...

Af Leif Lahn Jensen (S), MF, gruppeformand for Socialdemokratiet på Christiansborg:

"Når man sidder her i januar 2021, kan man ikke lade være med at tænke lidt tilbage på det år der ramte os i 2020, og som mange af os aldrig glemmer.

Her er der jo ingen der er i tvivl om, at det vi alle husker er, at Covid-19 ramte os benhårdt. Mange mennesker blev syge, nogle oplevede det værste, man overhovedet kan, at miste nogle af de kæreste man har, og det er altid dybt ulykkeligt.

Virksomheder lukkede, mens andre kæmpede for at overleve og mange medarbejdere blev fyret. Sagt med andre ord, var 2020 et meget svært år. Det var også året, hvor ordet ”samfundssind” blev årets ord. Hvor vi alle passede på hinanden, og på nogen vi slet ikke kendte. Hvor vi gav afkald på noget af det, vi holder mest af for netop at passe på andre.

Som politiker har det også været et meget vanskeligt år, for der er jo ikke en opslagsbog, manual eller andet, hvor man kan finde svarene på det man skal gøre i en sådan situation. Men det vigtigste for regeringen har været at passe på danskerne, passe på deres sundhed og sikre at så få som overhovedet muligt blev smittet. Samtidig med det, skal vi jo også passe på vores samfund og sikre, at vi som land, som dansker, kommer så godt igennem denne krise som muligt. Derfor har vi netop brugt mia. af kroner på hjælpepakker, som har sikret, at vi som land indtil videre har klaret os ret godt, hvis vi sammenligner os med andre lande. Jeg håber virkelig på, at vi snart er ovre dette her, og vi alle kommer så godt igennem dette, som vi nu kan, og meget gerne så hurtigt som muligt.

For mig var 2020 også året, hvor jeg fik et af mine store mærkesager igennem, som jeg har ønsket i mange år.

Det er nu muligt, hvis man har arbejdet, siden man var helt ung at gå tidligere på pension, hvis man ønsker det. Da jeg stod en nat og fremlagde aftalen sammen med ministeren og forligskredsen, og da jeg senere modtog en stor tak og en buket roser af min formand og statsminister for godt arbejde, fik jeg en ret stor klump i halsen.

På vegne af alle dem som er nedslidte, og som har knoklet siden de var helt unge, er jeg super glad. Men jeg er også nødt til at sende et signal til alle jer om, hvad der kan vente, hvis Venstre kommer til igen. De har jo netop meldt ud, at i tilfælde af et regeringsskifte vil de afskaffe ordningen. Her syntes jeg, at alle jer, der er enige om at ordningen er god, at I skal udfordre Venstre og det lokale folketingsmedlem fra Venstre til næste valg. Mener de virkelig det her, og hvad er deres grund til, at mennesker, der har knoklet et helt liv, skal knokles helt i stykker.

Lokalt skete der også et par gode ting, som jeg vil bruge et par ord på.

For det første fik vi et historisk løft på velfærden til sommerens økonomiske aftale med kommunerne og regionerne. Vi fik også lavet en meget svær, men nødvendig udligningsreform, som netop giver Syd- og Norddjurs Kommuner flere penge til mere velfærd. Det er utrolig vigtigt for mig, at vi også på Djursland, har mulighed for at skabe gode rammer for flere tilflyttere, både når det gælder almindelige mennesker samt virksomheder.

Så fik vi også en ret god finanslovsaftale, hvor Fregatten Jylland og Gammel Estrup fik fornyet deres ekstra bevillinger, så de forsat kan skabe gode rammer og en god oplevelse for deres gæster. Her vil jeg specielt takke de røde partier, som var med til at sikre dette.

Jeg ser frem til et meget spændende og et forhåbentlig bedre 2021, hvor der stadig er mange udfordringer, vi skal tage fat på.

Og så bliver det bare godt at mødes fysisk med folk igen.

Rigtig godt nytår."

Publiceret 18 January 2021 21:30