Flemming Kattrup. Foto: Lars Norman Thomsen

Flemming Kattrup. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat: Dialog med Naturstyrelsen & Co. er en narresut, Kim Lykke Jensen

Af Flemming Kattrup, Strands Havvej 18, Knebel:

DEBAT "Vi så det mht. Nationalpark Mols Bjerges velkomstcenter, og narresutterne fortsætter mht. Naturstyrelsen.

Læs mere: Mols og Helgenæs: Forsøg på at skabe plads til både natur og naturelskere

Læs mere: Mols og Helgenæs: 'Dilemma om benyttelse kontra beskyttelse'

Intet har den gode Peter Brostrøm fra NS villet acceptere ved de mange forsøg på anmodning om reducering i hans og styrelsens indhegningsmani.

Mols er efterhånden plastret til med hegn til hans tit aggressive kvier. Hvor man førhen kunne finde små idylliske søer og vandhuller, er disse ødelagte og trådt ”under kvie-fode”, og til ukendelighed.

Hvor førhen hestefolket kunne nyde området i fulde drag, spærres nu vejene af et utal af hegn om kvie og dyreområder. - Har man villet høre om reducering her? – Et stort NEJ!

Naturbørnehaverne har for længst opgivet og er flyttet til stranden

Og bare på Helgenæs har vanviddet da helt taget overhånd. Sletterhage Fyrs Venner fik det nylig at føle, at der ingen kære (dialog)mor var at finde trods indvendinger mod hovsa-indhegninger på vejen op til Tyskertårnet, så nu vejen er udelukket for ældre, gangbesværede og vel de fleste familier med børn, da Brostrøms kvier har fået ”forkørselsret” på ikke mindre end to gange vel 150 meters afspærringer på vejen op. Ridning derop selvfølgelig også udelukket nu.

Og ved Lushage – endda på offentlig strand med lutter sten og intet græs – kræver man, at aggressive kvier SKAL kunne befinde sig der, og efter den uhyggelige ulykke der for nylig, blev Peter Brostrøm på det venligste forespurgt, om ikke dyrene kunne blive i indhegningerne på græsarealerne?

Det arrogante svar var: ”Kan man ikke lide kvier, må man finde et andet sted at gå hen”!

Også Vænge Sø er igen en katastrofe på idé-forladt såkaldt ”naturgenopretning’ af Naturstyrelsen med idiotisk vandstandshævning, så området nu oversvømmes utallige gange årligt med kommunalkroner smidt lige ud af vinduet til reparationer.

Dialogen vedr. Moesgaard findes ej heller, idet Liste A og dit parti i Aarhus, SF, på det kraftigste og særdeles udemokratisk, men diktatorisk forlanger rewilding-projektet gennemtrumfet trods voksende og betydelig modstand fra brugerne.

Og ved Fussingø går udviklingen i samme retning, idet man her får hjælp af selveste miljøministeren (S), der helt har taget parti for indhegningstosserne fra NS. (Biologer og vel en masse tilhørende venstrefløjen)

Så der skal åbenbart helt andre boller på suppen eller vel et regeringsskifte til, før ensretningen ophører.

Beklager, Kim (Lykke Jensen, byrådsmedlem SF, red.), men det er spildtid og nyttesløst med dialoger med de magthavere, vi har pt."

Publiceret 31 January 2021 12:00