Debat: Forsamlingshusene er ikke glemt

Af Morten Siig Henriksen (SF), Syddjurs Byråd:

"Som Ebba Grethe Møgelvang (DF) skriver i sit seneste læserbrev, udgør forsamlingshusene et vigtigt omdrejningspunkt i mange små lokalsamfund. Samlingspunkter, hvor vi kan møde hinanden og sludre, som for tiden er et stort afsavn.

Læs mere: Debat: Kan ikke passe, at vi ikke kan finde 10.000 kroner til hvert af vores 34 forsamlingshuse

Men DF’s forslag om at give 10.000 kr. til alle forsamlingshuse skyder efter min mening forbi skiven. Sigtet har været alt for snævert.

Læs mere: Forsamlingshuse: PUK-udvalget sender ikke Covid-kroner efter forsamlingshusene i første omgang

Forsamlingshusene er én af mange, der lider under den nuværende krise.

Det gør de fleste af vores fællesskabsinstitutioner og handel. Det gør vores unge, ældre, de udsatte med kroniske sygdomme og mange andre, der har svært ved at holde humøret oppe i en vinter, som virker uendelig lang. Når krisen rammer så bredt, så giver det ikke mening at uddele ét så lille beløb ud til en bred skare af forsamlingshuse. Som forvaltningen skriver: ‘’nogle vil opleve at det langt fra rækker, mens det for andre forsamlingshuse vil være et kærkomment tilskud, men ikke afgørende.’’

Læs mere: COVID-19: Skal forsamlingshusene have et plaster på et økonomisk sår?

Hvordan hjælper vi så forsamlingshusene bedst? Jeg mener, at udvalget er kommet frem til en fornuftig beslutning, hvor hjælpen tilrettes dem, der har de største behov. Ikke kun de institutioner, som har politikernes velvilje. Kulturinstitutioner og foreninger i den bredeste forstand kan søge den nye pulje på 350.000 kr. På den måde sikrer vi, at der kan søges et beløb, som faktisk gør en forskel for forsamlingshusene. Og ikke et symbolsk beløb på 10.000, der iøvrigt samlet set løber op i 280.000 kr.

 Det er at have respekt for skatteyderne og målrette hjælpen til de, som lider mest."

Publiceret 08 February 2021 12:13