Julie Knoth

Julie Knoth

Debat: Hvad har I dog gang i Syddjurs Kommune? - Skændsel på vores smukke strand

Af Julie Knoth

"Siden jeg blev født i 1982, har jeg alle år, i hver sommerferie, efterårsferie, vinterferie og i nu senest i corona perioder i 2020/21 tilbragt skønne dage ved Dråby/Boeslum strand.

Traveture, cykelture, løbeture på stranden med smuk udsigt til Jernhatten eller modsat retning mod Hjelm.

Vi har i 'corona-året' opholdt os rigtig meget ved stranden, men desværre er den meget smukke kyststrækning forvandlet til et meget trist syn. Det er skandaløst at så smukt et område kan blive så misrøgtet og det er endda menneskeskabt!

Strandarealerne langs Trojavej er forvandlet til et område med kæmpe, kæmpe kampesten (måske tænkt som parkeringsbåse), i hvert fald er der sat P-skilte op langs stranden.

Hvad er formålet, og til hvilken nytte?

Efter min opfattelse har der ikke været problemer med plads til badegæster, gående, cyklende og bilister på denne strækning.

Hvorfor pludselig denne grimme ændring? Hvem har besluttet det og hvorfor?

Aktuelt, hvor det nu er blevet vinter, er det meget glat visse steder på vejen langs vandet, og her skal man helst ikke møde en modkørende bil, da man meget let kan glide ind i en af disse meget voldsomme sten. På modsatte side af Trojavej er der nemlig ikke plads, da en indhegning med pæle er placeret næsten ude på vejen. Det virker i øvrigt også voldsomt.

Jeg vil foreslå, at alle byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune kører en tur langs stranden og ”nyder” udsigten mod Jernhatten og Hjelm (pas på stenene).

Håber konklusionen efterfølgende bliver, at der er sket en fejl, og at alle stenene bliver fjernet hurtigst muligt.

Et alternativ til stenene kunne være, hvis det skønnes, at der parkeres for tæt ved vandkanten, at der graves en lille rund 'grøft', som naturligt ville blive tilgroet med den fauna, der allerede er på strandbredden."

Publiceret 14 February 2021 12:00