Debat: Natomolen – Naturens grimme ælling

Af Niels-Søren Bøgh, medlem Randers Sportsdykker Klub og UV-klubben Harpunen:

"Med reference til Carl Reglis debatindlæg 'Lyngsbæk Pier - også kaldet Nato-molen har i en årrække været en skamplet', 10. februar 2021.

Carl på en måde har du ret – over vandet.

Læs mere: Debat: Lyngsbæk Pier - også kaldet Nato-molen har i en årrække været en skamplet

Men, under havoverfladen er det en helt anden sag. Her er sandstrande nemlig en 'ørken' uden megen biodiversitet. Der er derfor en meget god grund til, at Natomolen er samlingssted for dykkere, UV-jægere og lysfiskere fra nær og fjern. Der er altid folk på molen, når der er godt vejr.

Læs mere: Nato-molen indrettes som rekreativt område for alle

Molen er efterhånden blevet en naturlig forlængelse til mange af idrætsforeningernes adgang til svømmehaller. Når færdighederne er i hus der, så er næste stop Natomolen. Det er også et perfekt sted til juniordykkerne, natdykkerne, fotografer, og de, der er ved at tage et dykkercertifikat osv.

Under vandet er der et mylder af liv imellem stenen og på spunspladerne på molen. Det er her, man tæt på land kan se sønelliker, de flotte nøgen-snegle og fiskeyngel af alle mulige arter holder til her. Der er taget mange flotte undervandsbilleder ved Natomolen af forunderlighederne i havet.

'Sumpen' er heller ikke for køn, men den er spisekammer for mange fugle og for livet under overfladen. Forsvinder sumpen og molen, så bliver området meget fattigere på biodiversitet.

For at beskytte naturen og øge biodiversiteten i havet, vil jeg derfor tillade mig at forslå, at man i stedet for en nedrivning vælger at lave Natomolen til en turistattraktion, under og på vandet.

Det er ikke meget, der skal til… f.eks. et kunstigt rev af store sten, der tippes i fra molen. Der kunne sænkes en gammel fiskekutter eller et andet gammelt jernskrog. Eller udlægning af gamle betonrør osv. Så kommer livet i havet helt af sig selv og laver en undervands-park for os. Det bliver et fristed for havets liv og for fiskeyngel, så der igen bliver fisk at fange andre steder i vigen.

En vippe, en platform, trapper ned i vandet, et reb til en svævebane ud i vandet, nogle borde, bænke og grillplads… simpelt, men badende og børnene ville elske det. Flere besøgende vil komme til og skabe liv på den gamle mole. Dette vil også give omsætning ved spisestederne og i butikkerne.

Hvorfor ikke se denne 'naturens grimme ælling' som et aktiv for området og gøre den endnu mere attraktiv? Den er bygget og er lige til at gå til – der jo er 'sandørkner' nok i Ebeltoft Vig."

Publiceret 17 February 2021 08:00