Tommy Bøgehøj (C). Foto: Syddjurs Kommune

Tommy Bøgehøj (C). Foto: Syddjurs Kommune

Debat: Væk med tudekiksene - Ebeltoft er ikke kun for seniorsegmentet

Af Tommy Bøgehøj, byrådsmedlem, Syddjurs Konservative:

"I Ebeltoft Folketidende fra 17. februar beskrives, hvordan børnetallet har været faldende gennem en årrække, og der stilles spørgsmål, om Ebeltoft er ved at udvikle sig til en ”ferieby”.

Læs mere: Børnetallet falder i Ebeltoft

Der er forskellige holdninger til årsagerne hertil, nogle forsøger at slå politisk mønt af situationen, mens andre slår koldt vand i blodet.

Læs mere: Udvalgsformand om faldende børnetal: Heldigvis positive tendenser i Ebeltoft

Sagen er helt konkret, at skabte arbejdspladser skaber bosætning også fra børnefamilier, og tabte arbejdspladser koster bosætning og at infrastruktur er en af de vigtige parametre.

Læs mere: Skoledistrikter: Fortsat markant forskel mellem tilgang og afgang til kommunens ti folkeskoler

Ebeltoft har gennem de seneste 2 årtier tabt store arbejdspladser, startende med Molslinjens nedprioritering af sejladsen med deraf følgende tab af direkte og indirekte arbejdspladser inden for fx møder og konferencer, hvilket blandt andet ses ved lukninger af Hotel Hvide Hus og delvist Hotel Ebeltoft Strand, men også ved, at flere virksomheder har forladt byen, som stålfabrikken InterProfiles/Corus/Tatta Steel ved færgehavnen osv.

Læs mere: Politikere: Ebeltoft skal være sin egen for at tiltrække børnefamilier

Denne udvikling har de seneste årtier betydet faldende bosætning, faldende huspriser, en ældre gennemsnitsalder, som også den omtalte statistik om børnetallet i Ebeltoft Folketidende bevidner. Ebeltoft har haft svær ved at finde en ny identitet og mange har hængt fast i det gamle og ønsket at få genåbnet færgeruten igen, og troet at så ville alt være ved det gamle igen, men verden udenom Ebeltoft har ændret sig – heldigvis.

Læs mere: Rosmus Skole piver ikke

Prognoserne viser også yderligere fortsættende faldende børnetal, men prognoser baserer sig altid på bagudrettede tal og tager ikke højde for den store indsats, der er lagt i at ændre byens identitet og fremtidige muligheder, og jeg er sikker på, at hvis det politiske system og Ebeltofts mange stærke ressourcer står sammen, kan vi ændre prognoserne, de første spæde tegn er allerede begyndt at vise sig.

- Ebeltoft er blevet mere professionaliseret på turismeområdet, og de nye udlagte sommerhusområder er en yderligere styrkelse heraf. Turismen sikrer nye arbejdspladser på attraktionerne, de mange restauranter og sikrer et stærkt forretningsliv, som sikrer, at Ebeltoft ikke lider butiksdøden som mange andre byer.

- Ebeltoft/Mols har sammen med Nationalparken, en bevidst natur- og kulturstrategi og andre tiltag skabt en ny identitet, som betyder, at området søges af mange turister, men også af mange mindre private og liberale erhverv, og der mærkes en stærk voksende iværksætterkultur, på forskellig vis repræsenteret bl.a. via Maltfabrikkens M8 erhvervsklub og Grobunds voksende antal medlemmer, ligesom der er andre positive erhvervsudviklinger i gang.

Læs mere: Folkeskoler: Rosmus Skole overstiger forventningerne

- Ebeltoft i Udvikling, som er et fælles borger- og kommunedrevet udviklingssamarbejde, har netop barslet med en helhedsplan for byens udvikling, dels for hele kyststien fra Fiskerihavnen til Campingpladsen, dels for hvordan byens bindes bedre sammen fra skolerne via den gamle bydel til havnen. Realiseres disse planer, står byen overfor en spændende positiv udvikling.

Ebeltoft og omkringliggende områder er et fantastisk område, som mange vil efterspørge. Hvis vi samlet arbejder for at styrke infrastrukturen, her tænkes ikke på yderligere færgetransport, som splitter byen, men på at sikre bedre veje og offentlig transport, gerne letbane til Aarhus, fortsætter den positive turismeudvikling, der baserer sig på kvalitetsnatur- og kulturudbud og gøder den igangværende iværksætterkultur for mindre og mellemstore virksomheder, er jeg sikker på, at vi kan modbevise de i Ebeltoft Folketidende viste fremtidsprognoser for udviklingen af børnetal i Ebeltoft Skole.

Taler man med de lokale ejendomsmæglere og følger byens nyeste udvikling, er mit postulat, at prognoserne allerede er brudt. Der er de seneste få år tilflyttet flere børnefamilier, husene sælges hurtigere og huspriserne er stigende, og jeg er sikker på, at det vil vise sig i statistikkerne de kommende år.

Hvis vi står sammen i de politiske og borgerdrevne udviklingstiltag, står Ebeltoft overfor en ny opblomstring med nye arbejdspladser, tilflytning af unge mennesker, nye mindre kreative virksomheder og turister, der besøger byen hele året rundt. Så stop med tudekiksene og kom i gang, tilsammen kan vi skabe en fantastisk by at leve og arbejde i, både for de nuværende beboere og de nye tilflyttere."

Publiceret 20 February 2021 15:30