Billedmanipulation Carsten Nørgaard

Billedmanipulation Carsten Nørgaard

Debat: Godt set Birgitte Lamp

Af Carsten Nørgaard, Søskrænten 26, Ebeltoft:

"Hvor var det en opløftende artikel med Birgitte Lamp i Adresseavisen og Ebeltoft Folketidende forleden. Lederen af Nationalpark Mols Bjerge Birgitte Lamp udtrykte glæde over de mange besøgende i Nationalparken, men også bekymring for koncentrationen af mennesker og opfordrer til at - Citat: "Når vi spreder os, får vi roligere naturoplevelser, der ikke er præget af heftig trafik og parkeringsproblemer (...)"

Læs mere: Nationalpark vil sprede trafikken

Jamen netop derfor skal man ikke skabe ét centralt sted, hvor det etableres et besøgscenter, men sikre sig en jævn fordeling af disse enheder i Nationalparken. Og altså ikke et hovedcenter og så nogle små steder, men del posen af penge ligeligt mellem stederne og fokusere på det lokale på netop deres sted, men reklamere for alle de andre områder også.

Læs mere: Nationalpark: Ny chef stempler ind til december

Fremtidens besøgende

Glæden hos Birgitte Lamp er også gældende omkring det digitale - Citat: " (...) mange finder vores hjemmeside, nationalparkmolsbjerge.dk. Trafikken er er dobbelt op i forhold til sidste vinter (...)"

Det er helt rigtigt set, at vi er blevet langt mere bevidste om brugen af digitale medier over de seneste ti år. Et medie, som vil blive endnu mere betydningsfuld i formidling og ikke mindst til yngre, unge og børn, som ikke vil vente med informationer fra plancher og små videoklip på en informationsskærm. De vil vide, før de træffer et valg.

Det gode eksempel

Birgitte Lamp fremhæver et godt eksempel for, hvad man kan i stedet for at forsøge at komme ned ad den lille bivej fra Rønde til Mols - citat "(...)Er man mere til Hestehave og Ringelmose Skov ved Kalø, kan man parkere ved Kalø Hovedgård, Grenåvej 14 ved Karlsladen – og undgå p-pladsen ved Kalø Slotsruin. Kryds over vejen og gå efter skiltet til Jagtslottet. Tag her den lange lige vej ned mod kysten. Det giver en smuk tur gennem Ringelmose Skov. Der er selvfølgelig lidt længere, hvis man gerne vil til Kalø Slotsruin, men til gengæld kan man opleve både Besøgscenter Karlsladen og Jagtslottet."

Jamen, det er jo som en åbenbaring. Kalø Gods er et unikt sted og bliver kun i meget begrænset omfang anvendt. På Jagtslottet sidder Nationalparkens medarbejdere og Karlsladen, som et besøgscenter, fortæller om Nationalparkområdets tilblivelse. Problemet med laden er, at den er uegnet til formålet, så længe den ikke bliver brugt rigtig og for alvor kan anvendes om vinteren.

Vi skal huske, at vi er i 2021 og tiden for store byggerier til information og læring snart er historie. Ligeledes fokuserer vi meget mere i dag på CO2 udledning, klima, miljø og naturbevaring end bare for 10 år siden. Skal vi have et centralt center, så anvend Kalø Gods og Jagtslottet. I denne løsning kan man nemlig også invitere outdoor virksomheder og relaterede virksomheder ind i et fællesskab. Her der plads til udvikling, og den gamle landevej og parkeringsforholdene er perfekte selv ved mange brugere på samme tid. Så Birgitte Lamp, læg nu det der engang i fortiden var en hed drøm hos enkelte i graven og beskyt naturen, spar klimaet og miljøet og bevar den natur, som er fredet m.v. for vore børn, børnebørn og videre til de næste generationer. Tænk, hvis de kan sige -

Citat: " (...) Dette her har set sådan ud i flere hundrede år uden der er bygget og reguleret på dette skønne område og faunaen er jo helt fantastisk." Forventeligt eksempel fra mine tip tiptipoldebørn

Til din inspiration kan jeg anbefale dig at læse på Adresseavisens hjemmeside:

  • • " Det unge brudepars store dag"
  • • "Stop nu det prestigeprojekt og kom ind i det 21 århundrede"
  • • "Velkomstcenter - den rene ruin"

I et af verdens bedste og helt store nationalparker, Lake District National Park i Storbritannien, anvender de EKSISTERENDE bygninger for deres besøgs- og informationssteder. Det kan vi også, og bruger vi den nutidige teknologi i vore bestræbelser på at dele viden og interesse, så har vi gjort det godt og rigtigt for os selv og fremtidige generationer.

Så, se ind i fremtiden med åbne øjne og ager ikke efter fortidens løsninger."

Publiceret 21 February 2021 11:00