Debat: Nationalparkens oprindelige særkende er ved at forsvinde

Af Bent Schouw, Nye Borgerlige i Syddjurs - Kratbakken 5, Femmøller, 8400 Ebeltoft:

"For nogle år siden var der præsentation og debat om etablering af en nationalpark med Mols Bjerge som et kernepunkt.

Det blev fastlagt, at der var behov for at aktivere vores egn som et attraktivt naturområde med plads til turisme, erhvervsaktiviteter og naturoplevelser for beboere, turister og andre gæster.

Der var også dengang røster fremme om at lukke områderne af, så det blev besværligt at besøge Mols Bjerge, medmindre man var en meget habil vandrer. På det tidspunkt blev det slået fast, at Nationalparken skulle være en turistattraktion og en attraktion for fastboende og sommerhusejere.

Siden har det vist sig, at andre interesser tager over og ødelægger meget af det særkende vores område har.

Naturstyrelsen opfatter vores område som et naturområde, der skal hegnes ind og bebos at dyr, der i en vis udstrækning jager folk ud af Mols Bjerge.

Mange veje er blevet lukket for trafik, således også Kirkestien, der går fra Femmøller mod Agri. Kirkestien er en historisk vej, som det er uanstændigt at lukke for trafik. For at lukke en vej skal det godkendes af kommunalbestyrelsen i samråd med politiet. Det er uvist om en sådan godkendelse findes.

Nogle biologer har ambitioner om at forfægte begrebet biologisk mangfoldighed ved at fjerne meget af den naturlige vegetation. Øvelsen har resulteret i, at landskabet, der skabte benævnelsen Den Italienske Sti, nu er ændret til en gyvelplantage. Den Italienske Sti findes ikke mere, og de vilde heste, der er helt tamme heste, kan gemme sig i den ensartede vegetation at store gyvel. Inden biologerne kom ind i området, der nu er nationalpark, fremstod området som et landskab med spredt bevoksning at større træer, altså et område der kunne lede tanken hen på et italiensk landskab.

Biologerne har haft held til at ændre dele af Mols Bjerge, fra et område med biologisk mangfoldighed, til et område med en meget ensartet vegetation, der er indhegnet for at etablere et dyrehold, der kan være farligt for de besøgende. Det var ikke det beboerne blev stillet i udsigt, da man drøftede etablering af Nationalparken.

I Femmøller er der nogle vandmøller, heraf navnet der oprindeligt var Essendrup, der er historiske seværdigheder, som delvis udgør den historiske kerne i Femmøller. Til en vandmølle er der en mølledam, der er med til at kendetegne en vandmølle i Femmøller. Møllerne og mølledammene skal vedligeholdes, hvilket er en betingelse for at vores landsby kan fremstå som et attraktivt sted at besøge. Af uransagelige grunde, skal mølleejerne indhente kommunal tilladelse til at vedligeholde deres ejendomme, herunder oprensning af mølledammene.

Der er al mulig grund til at bekæmpe et tiltagende formynderi, der krænker den private ejendomsret. Mig bekendt foreligger der ikke en fredning af vandmøllerne i Femmøller."

Publiceret 02 March 2021 14:00