Sidse Gerald Salling er uddannet dekoratør fra en privat skole i Kolding.

Sidse Gerald Salling er uddannet dekoratør fra en privat skole i Kolding.

Kvinden bag kulisserne

Dekoratør Sidse Gerald Salling fra Gl. Estrup - Landbrugsmuseet har lavet Sebastians værelse i DR's julekalender 'Sebastians Jul'

Af
Af Nicole Wolter

Sidse Gerald Salling, museumsdekoratør på Gl. Estrup - Landbrugsmuseet, er noget for sig selv.
Hun er den måske eneste 'museumsdekoratør' her i landet og er nu oven i købet gået hen og er blevet scenograf på en tv-produktion.
Det lyder utroligt, men den er god nok, fortæller Sidse Gerald Salling.
"Jo, det er mig, der har sat det i scene sammen med nogle dygtige håndværkere. Det er første gang, at jeg laver kulisser til tv. Det var rigtigt spændende", fortæller Sidse Gerald Salling.

Musehul gav problemer

Efter en samtale med de to julekalendermagere, Sebastian Klein og Lars Ostenfeld, gav Sidse sig i kast med arbejdet.
"Sebastian skulle have et værelse, og vi havde i forvejen et slags karlekammerværelse. Vi tapeserede det, lagde nyt gulv og indrettede, så det passede i stilen og til det, Sebastian og Lars gerne ville lave", fortæller hun.
Men der var noget meget, meget småt, der gav problemer.
"Sebastian har jo en mus, og det var lidt tricky, hvordan vi fik boret et musehul i panelet, som musen ikke forsvandt ind i", fortæller Sidse med et grin.
Det endte med et hul hele vejen gennem væggen og et plastikrør, som musen ikke kunne komme ud af.

Bondegårdsmiljø og jul

Sidse Gerald Salling har ikke alene indrettet det værelse, der kommer på skærmen i 'Sebastians Jul', men et helt bondegårdsmiljø, som museumsgæster kan besøge i julen.
Der er - ud over Sebastians værelse - et køkken, en gårdsplads med juletræer med sne, hønsegård og kaninbur.
"Jeg har forsøgt at lave hyggelig juleatmosfære. Jeg har blandt andet sprayet juletræerne med lim til kunstigt sne, lavet mos og sat svampe op. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kan tage på arbejde og få lov til at lave sådan nogle ting", konstaterer Sidse.
Udstillingen 'Sebastians Jul' indeholder flere genstande, der har været med i optagelserne til julekalenderen, og som vakse børn vil kunne genkende fra skærmen. Hertil kommer, at der ud over hønsene og kaninerne også er en rigtig mus ved musehullet.


null

Publiceret 19 November 2010 22:26