En radioreklame for Langelandsfestivalen med en fuckfinger som omdrejningspunkt vandt lørdag aften prisen som årets bedste, fordi den bringer smilet frem. Manden bag den prisvindende reklame er producer Lars Jul fra Rønde, der har brugt sine to børn Noah og Filippa i reklamen.

En radioreklame for Langelandsfestivalen med en fuckfinger som omdrejningspunkt vandt lørdag aften prisen som årets bedste, fordi den bringer smilet frem. Manden bag den prisvindende reklame er producer Lars Jul fra Rønde, der har brugt sine to børn Noah og Filippa i reklamen.

Fuckfinger fra Rønde vandt radiopris

Sønnens fuckfinger inspirerede producer Lars Jul fra Rønde til at lave Danmarks bedste radioreklame

Af
Af Lars Norman Thomsen

En million danskere har i en radioreklame for Langelandsfestivalen hørt tre-årige Noah fra Rønde kalde sin langemand for en fuckfinger. Radioreklamen modtog lørdag Danmarks mest prestigefulde radiopris, Prix Radio 2012.

“Årets vinder er en gennemtænkt og original produktion med enkelte virkemidler og masser af humor. En reklame der bringer smilet frem og samtidig brænder sig fast,” lød juryens begrundelse.

Prix Radio 2012, Danmarks Officielle Radiopriser, blev uddelt i København lørdag aften den 22. september i forbindelse med Europas førende konference for radio - og reklamefolk.

Lydstudie i baghaven

Fuckfinger er produceret af 41-årige Lars Jul fra Mount Belzoni Production, der har adresse i Rønde.

“Idéen til vinderspottet kom en dag, da min dengang tre-årige søn Noah ved et tilfælde kom til at kalde sin langemand for en fuckfinger,” fortæller Lars Jul.

Fra sit lydstudie i baghaven og med sine børn Noah og Filippa bag mikrofonen producerede Lars Jul det prisvindende spot, der varer 30 sekunder.

På Langelandsfestivalen i august fik publikum sat ansigt på de frække børnestemmer fra reklamen. Her inviterede Bubber nemlig Noah og Filippa op på den store festivalscene. Snart skal radioproducerens børn medvirke i festivalens kommende tv-spot.

Alene om opgaven

Lars Jul er både idémand, tekstforfatter og producer på sine radioreklamer. Dem har han lavet flere tusinde af til firmaer som for eksempel Magasin, Expert og TOYS”R”US.

Han startede karrieren som radiovært og blandt andet arbejdede han som chefproducer for Radio 2/Radio Uptown i København, inden han blev selvstændig.

Reklameindslaget kan høres på YouTube.com, hvis der søges på Fuckfinger og Langelandsfestival.

Publiceret 26 September 2012 07:00