Tidligere Norddjurs borgmester Torben Jensen: “DI’s undersøgelse fylder meget i medierne. Derfor er det relevant at lave vores egen undersøgelse for at få nuanceret billedet af virksomhedernes syn på erhvervsklimaet i Norddjurs Kommune.”

Tidligere Norddjurs borgmester Torben Jensen: “DI’s undersøgelse fylder meget i medierne. Derfor er det relevant at lave vores egen undersøgelse for at få nuanceret billedet af virksomhedernes syn på erhvervsklimaet i Norddjurs Kommune.”

Erhvervsklima:

Klar opbakning fra tidligere borgmester til nuværende

Torben Jensen er på linje med Jan Petersen i opfattelsen af Dansk Industris erhvervsklimaundersøgelse

Af
Af Lars Norman Thomsen

Tidligere Norddjurs borgmester Torben Jensen (Bl.) synes, det er en god idé, at Norddjurs Kommune har fået lavet sin egen undersøgelse af, hvordan kommunens virksomheder bedømmer erhvervsklimaet i kommunen.
"Jeg kunne have fundet på det selv, hvis jeg fortsat var borgmester," siger Torben Jensen.

For begrænset

Den tidligere borgmester finder Dansk Industris undersøgelse er for snæver til at give et præcist billede af erhvervsklimaet i Norddjurs.
"For det første er det et meget begrænset udsnit af vores virksomheder, der svarer," konstaterer Torben Jensen.
"For det andet er det et problem, at vi ikke selv har indflydelse på en række af de parametre, som Dansk Industri kigger på i undersøgelsen."
Torben Jensen nævner 'infrastruktur' som et tema, der fylder meget i undersøgelsen, men netop infrastrukturen har Norddjurs kun i meget lille omfang indflydelse på.
"Det er klart, at vi aldrig vil kunne nå bare op i nærheden af Ikast-Brande, hvor infrastrukturen er perfekt i stort set alle retninger."
"Det betyder dog ikke, at adgangsvejene til og fra Djursland er dårlige. Vi har lige åbnet det nordlige hængsel og har også et sydligt hængsel. Det vil virksomhederne snart belønne os for," vurderer Torben Jensen, der altid har haft svært ved at genkende det billede som forskellige såkaldt uvildige undersøgelser af erhvervsklimaet ridser op.
"Jeg ved fra min egen tid som borgmester, at kom man rundt på virksomhederne, var  der nok mange meningsudvekslinger, men også mange flere nuancerede opfattelser end dem, vi kan læse i Dansk Industris undersøgelse."

Et friskt pust

Torben Jensen vil ikke hoppe med på Harald Grønlunds vogn og kritisere, at Norddjurs bruger penge og ressourcer på sin egen undersøgelse.
"Harald Grønlund har været et særdeles friskt pust at få med i lokalpolitik, og han er ikke bange for at udfordre vi andre, som måske er sovset mere ind i tingene efter mange år i politik," roser Torben Jensen.
"Jeg kan godt forstå, at han er utålmodig og synes, at der er sket for lidt i Erhvervsudvalget, men når vi snakker opstart på Vækstforum Norddjurs, skyldes det også, at Harald Grønlund selv har bedt om i udvalget at få undersøgt en række relevante forhold, og det forsinker tingene. Der er altså forskel på virkeligheden i hans egen butik og i lokalpolitik."

null

Publiceret 17 September 2014 20:50