Tommy Bøgehøj (nummer tre fra venstre) kender selv til rådhuskulturen i Syddjurs fra sine fire år som byrådsmedlem. Han savner en kultur, hvor drømme er i højsædet, og regler er noget, som altid er parate til at udfordre. Borgmester Claus Wistoft (V) (Nummer to fra venstre) har ?flere gange været ude med samme udtalelser. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Tommy Bøgehøj (nummer tre fra venstre) kender selv til rådhuskulturen i Syddjurs fra sine fire år som byrådsmedlem. Han savner en kultur, hvor drømme er i højsædet, og regler er noget, som altid er parate til at udfordre. Borgmester Claus Wistoft (V) (Nummer to fra venstre) har ?flere gange været ude med samme udtalelser. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen.

Tommy Bøgehøj:

“Jeg efterlyser kommerciel forståelse”

Der skal en helt ny kultur til på rådhuset for at forbedre Syddjurs Kommunes image, når det gælder erhvervsklima, mener tidligere lokalpolitiker og nuværende erhvervsleder Tommy Bøgehøj

Af
Af Lars Norman Thomsen

“I USA går man efter at realisere en drøm, i Danmark følger man reglerne,” citerer Tommy Bøgehøj, direktør og indehaver af virksomheden Skomø A/S i Ebeltoft, en tidligere amerikansk ambassadør i Danmark, der var blevet bedt om at fortælle om sit syn på forskellene mellem USA og Danmark.
Tommy Bøgehøj, tidligere lokalpolitiker i Syddjurs, henter citatet frem fra gemmerne, når han skal forklare, hvorfor Syddjurs Kommune igen indtager en bundplacering (nummer 88) i Dansk Industris nyligt offentliggjorte undersøgelse af erhvervsklimaet i 96 danske kommuner, mens Ikast-Brande atter er helt fremme, denne gang på førstepladsen.
“I Ikast-Brande er hele kulturen gennemsyret af iværksætterånd og gode forhåbninger til fremtiden. Her drømmer man, kan man sige, mens ånden i Syddjurs Kommune, og da især på rådhuset, er, at man skal følge reglerne. Derfor ligger dem ude vest på nummer et i undersøgelsen, mens Syddjurs er nummer 88,” siger Tommy Bøgehøj.
 

Lidt overrasket

Tommy Bøgehøj, som indrømmer, at han ikke har nærstuderet undersøgelsen i detaljer, vedgår dog, at han er overrasket over, at Syddjurs Kommune trods alt ikke ligger højere placeret.
“Jeg synes, at der er kommet styr på sagsbehandlingen af byggesager, hvor kommunen er i top i Østjylland, men det slår ikke igennem i undersøgelsen,” siger Tommy Bøgehøj.
“Det kan også godt være, at det kun er halvdelen af Dansk Industris medlemsvirksomheder i Syddjurs, der har fremsendt deres svar på de mange spørgsmål, men uanset hvad, så er det som står tilbage, at Syddjurs atter indtager en bundplacering, og det er i sig selv selvforstærkende i forhold til kommunens image.”

Kultur er vaner

- Hvad kan Syddjurs Kommune aktivt gøre for at komme højere op på rangstien i 2015?
“Først og fremmest så er kulturen på rådhuset et problem, for den er ikke som i Ikast-Brande gennemsyret af, at embedsværket nærmest pr. automatik spørger en ny iværksætter: “Hvad kan vi gøre for dig.” Jeg sagde det ofte, da jeg var politiker, at en forudsætning for et bedre image er, at der sker en kulturændring på rådhuset, men det er svært for kultur er vaner, og Syddjurs Kommune blev født med den nuværende kultur.”
- Hvordan vil du karakterisere kulturen?
“Det er først og fremmest en kultur, hvor kundevenlighed og hjælpsomhed ikke ligger naturligt i hverken ledelsens eller medarbejdernes DNA. Der er for meget en holdning af “Hvad kan I gøre for os.” Det helt afgørende er dog, at der i embedsværket er en angst for ikke at overholde alle mulige regler. I stedet burde det være en selvfølge hos både ledelse og medarbejdere, at regler er til for at blive udfordret, hvis der er fornuft i det. Jeg savner en forvaltningskultur, hvor man tør drømme mere og i langt mindre omfang er regelryttere, og jeg savner en kommerciel fornuft og forståelse.”

Publiceret 20 September 2014 21:07