Birthe Moe Laursen, Hornslet, Demens-koordinator i Syddjurs, er ny formand for Rosenholm Venstre. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Birthe Moe Laursen, Hornslet, Demens-koordinator i Syddjurs, er ny formand for Rosenholm Venstre. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Lokalpolitik:

Overraskende udgang på generalforsamling i Rosenholm Venstre

Farvel til formand og kasserer og udvidelse af bestyrelsen fra fem til ni medlemmer blev resultatet af mandagens generalforsamling

Af
Af Lars Norman Thomsen

Mandagens generalforsamling i Rosenholm Venstre bød på flere artige overraskelser.
På forhånd havde formand Uffe Lund Sørensen og bestyrelsesmedlem Kurt Laursen annonceret, at de ikke genopstillede, og undervejs i forløbet på generalforsamlingen besluttede tidligere Rosenholm borgmester Richard Volander, kasserer og sekretær i bestyrelsen, at han også trak sig.
Det skete, da det stod klart, at byrådsmedlemmerne Marianne Kirkegaard og Rønnaug Engstad Laursen blev valgt ind i bestyrelsen, fortæller den afgåede formand Uffe Lund Sørensen.
Birthe Moe Laursen blev valgt som ny formand. Hun arbejder som demenskoordinator ved Syddjurs Kommune og var opstillet som kandidat ved det seneste kommunalvalg i 2013 uden at blive valgt.
Hun kom overraskende med på Venstres liste, for oprindeligt havde hun sagt ja til at kandidere for Borgerlisten Syddjurs, hvor hun havde siddet i koordinationsudvalget siden 2010. Hun sprang imidlertid i målet, da Borgerlistens liste endeligt skulle laves.

Bestyrelse på ni

I det forgange år har bestyrelsen bestået af fem medlemmer, men i den næste periode består den af yderligere fire, som vedtægterne foreskriver muligheden for.
De nye er: Ole Rud, Nikolaj Sienko (nuværende formand for VU Djursland), Rune Vagtner Rosenkvist og Ida Elisabeth Bielefeldt (tidligere byrådsmedlem i Rosenholm. Plus som nævnt byrådsmedlemmerne Marianne Kirkegaard og Rønnaug Engstad Laursen.
Næstformand Torben Høiberg og Torben Jensen er tilbage fra den gamle bestyrelse.
 
 

Nedlæggelse af partiforeningen?

Uffe Lund Sørensen afviser, at han på forhånd kunne forudse, at generalforsamlingen ville få det forløb, som den nu fik.
"Da jeg så fremmødet, kunne jeg imidlertid godt se, hvor det måske ville bære hen," siger han.
Han håber ikke, at den ny bestyrelse nu vil arbejde for en nedlæggelse af Rosenholm Venstre for i stedet arbejde for et samlet Venstre Syddjurs.
Den tanke var han selv med til at få skrinlagt ved generalforsamlingen i 2014.
"Jeg ved ikke, om det indgår i den ny bestyrelses planer, men jeg vil advare kraftigt imod, at det sker, for det vil betyde medlemsflugt, og det er i øvrigt heller ikke, hvad Venstres landsorganisation anbefaler," siger Uffe Lund Sørensen.
Syddjurs borgmester Claus Wistoft deltog ikke i generalforsamlingen.
"Vi havde ikke inviteret ham særskilt, fordi vi overlod det til Marianne Kirkegaard og Rønnaug Engstad Laursen at komme med en orientering fra byrådet, men hvis han havde ønsket at være med, havde vi naturligvis budt ham velkommen," understreger den afgåede formand.
Rosenholm Venstre har 83 medlemmer.

null

Publiceret 24 February 2015 12:40