Birthe Larsen og Bente Carlsen i den nye genbrugsbutik i Mørke.

Birthe Larsen og Bente Carlsen i den nye genbrugsbutik i Mørke.

Mørke:

Genbrugsbutik i nye lokaler på hovedstrøg

Kirkens Korshær Genbrug åbner fredag ny lys strøgbutik i tidligere møbelforretning i Mørke

Af
Af Martin Schultz

Den nye Kirkens Korshær genbrugsbutik i Mørke står og ser indbydende ud, og forbipasserende trykker næserne flade imod vinduerne i den tidligere møbelforretning på Mørkes hovedstrøg.
Men vil man ind og se og købe af genbrugs-herlighederne, må man vente til fredag kl. 13.00, hvor de frivillige bag Kirkens Korshær Genbrug i Mørke officielt åbner den nye butik. Dermed flytter forretningen nogle hundrede meter vestpå fra Ebeltoftvej 7 til Randersvej 2.
Til åbningen klipper konsulenten fra Kirkens Korshær Genbrug snoren, og de frivillige serverer kaffe og kage. Og så kan gæsterne indtage den nye genbrugsforretning og gøre en god handel i de nye rammer.

Lys og kundevenlig forretning

Det er næsten ti år siden, at Kirkens Korshær Genbrug etablerede sig i Mørke ved frivilliges hjælp.
Men tiden er som andre steder på Djursland løbet fra de tidligere lokaler, og da der var mulighed for at leje den tidligere Bolignyt-bygning, slog Kirkens Korshær til.
”Vi får nu en lys, åben og kundevenlig butik i ét plan med store vinduer og masser af lys. Samtidig får vi en strøgplacering og meget bedre parkeringsforhold,” siger Birthe Larsen og Bente Carlsen fra Mørke, som sammen er tovholdere i etableringen af den nye genbrugsforretning.
”Vi får i et plan en stor møbelafdeling, en tøjafdeling, og en afdeling med isenkram. Samtidig får vi to kælderrum med bøger, elektronik og legetøj, og med meget bedre personale faciliteter og sorteringsrum,” siger Birthe Larsen. 8-10 frivillige har malet hele bygningen indvendig, blandt andet ved deres mænds hjælp.

Bygger på kristent grundsyn

Samtidig hører der et 200 kvm stort lager i en tilstødende bygning med til den nye Kirkens Korshær Genbrug.
Den tidligere forretning har holdt udsalg i den seneste tid, men holder lukket i ugen op til åbningen af den nye Kirkens Korshær Genbrug i Mørke.
Omkring 25 kvinder og ti mænd arbejder som frivillige i genbrugsforretningen. Effekterne kommer fra Mørke og opland. Overskuddet går som fra andre Kirkens Korshær Genbrug-forretninger til at støtte hjemløse, herberger, forsorgshjem og varmestuer i Danmark. Kirkens Korshær arbejder ud fra et kristent grundsyn.

Publiceret 23 February 2016 17:00