Form og indhold - Dansk Folkepartis formand Kristian Thuelsen Dahl havde store fotostater med DF-logoer som baggrund, da han talte på Lindegården i Mørke forleden. Foto: Lars Norman Thomsen

Form og indhold - Dansk Folkepartis formand Kristian Thuelsen Dahl havde store fotostater med DF-logoer som baggrund, da han talte på Lindegården i Mørke forleden. Foto: Lars Norman Thomsen

Kristian Thulesen Dahl:

Brexit, EU, dyrevelfærd og Anders med de stålsatte øjne

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl havde masser af hip og muntre kommentarer om Danmarks nye udenrigsminister, Anders Samuelsen, da han forleden besøgte Mørke

Af
Af Lars Norman Thomsen

Dansk Folkeparti har ry for at være både velorganiseret og topstyret ned til mindste detalje, så intet var overladt til tilfældighederne, da partiformand Kristian Thulesen Dahl forleden besøgte Lokalcenter Lindeården med de to lokale DF-partiforeninger på Djursland som værter.

Kim Christiansen, DF-folketingsmedlem valgt i Djurskredsen, var indforskrevet til at synge det fremmødte publikum på 50-60 gæster op til dåd. Dansk Folkepartis bedste bud på en forsanger leverede 'Tryghed og tillid' og 'Der skal være en grænse' i singback-versioner akkompagneret af sin medbragt iPad.

Herefter overtog Kristian Thulesen Dahl scenen bivånet af Steen Thomsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i en af de fire Aarhus-kredse, Aarhus Vest-kredsen. Steen Thomsen, der bor i Horsens, har som organisationskonsulent en central position i partiet og fungerer som bindeled mellem lokalforeningerne og partiledelsen i København.

Anders i regeringen

Kristian Thulesen Dahl serverede en veloplagt tour de force uden større overraskelser bestående af både indenrigs- og udenrigspolitiske betragtninger. Især Liberal Alliances Anders Samuelsen måtte stå for skud. Den nye udenrigsministers konstante stillen ultimative krav om, at han ville fælde den tidligere V-regering, hvis han ikke fik sine lettelser i topskatten, spiddede Kristian Thuelsen Dahl på oplagt vis.

"Manden med de stålsatte øjne havde, da det kom til stykket, en plan A, nemlig at komme med i regeringen, mens en lettelse i topskatten kun var hans plan B," lød det smilende fra DF-partiformanden, der supplerede:
"Anders sidder nu i regeringen, vi får lov til at føre politikken. Det er da ikke så tosset."
Det fik forsamlingen, der talte det ene af Liberal Alliances to byrådsmedlemmer i Syddjurs, Flemming Hansen, som selv bor i Mørke, til at grine højlydt.
Ellers betonede Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti er et parti, der hylder velfærdsstaten og kerer om den, men også at man ikke gør det ved at åbne grænserne, fordi de skatter, som danskerne med glæde betaler efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, ?så går til de forkerte (læs flygtninge/udlændinge).

Spændende 2017

Udenrigspolitisk er det, der sker ude i verden med Brexit, valget af en forretningsmand og ikke en politiker til amerikansk præsident og senere et fransk valg (7. maj) og i efteråret valg til Bundestag i Tyskland noget af det, der gør 2017 til et spændende år på den internationale scene, fastslog Kristian Thuelsen Dahl.

Han lagde ikke skjul på, at han ville følge Storbritanniens farvel til EU med stor interesse, men han undsagde dog ikke EU, selvom Danmark i sin udenrigspolitik kun gør det, som Frau Merkel i Tyskland vil acceptere.

"EU er på vej væk fra de befolkninger, som man repræsenterer," fastslog DF-partiformanden.
For Dansk Folkeparti er det ikke overraskende Arbejdskraftens frie bevægelighed, der er et grundlæggende princip i EU, som er en torn i øjet på Dansk Folkeparti.

Derimod er partiet tilhænger af handelsaftaler.

"Det eneste fornuftige vil være, at Storbritannien får en handelsaftale med EU, og ikke skal straffes, fordi borgerne ved en demokratisk afstemning sagde nej til EU," lød det fra Thulesen Dahl. der ved den efterfølgende debat fik flere spørgsmål om Brexit, Schengen-aftalen, men også om dyrevelfærd som tydeligvis er et tema som fylder meget hos partiets medlemmer.

Efter et par timer blev, der klappet, og formanden kunne drage hjem til Thyregod. Tilhørerne havde set giraffen, der behændigt undlod at snakke om forholdet til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen og om det, som er døbt 'Messerschmidt-sagen' om mulig svindel med EU-støttekroner, som har kostet Dansk Folkeparti mandater i de seneste meningsmålinger.

Publiceret 24 January 2017 20:45