Ulf Harbo

Ulf Harbo

Debat Norddjurs:

S og DF kan slet ikke få nok af konsulenter og puljer

Af Ulf Harbo, Enhedslisten, Norddjurs Kommunalbestyrelse:

I Norddjurs Kommune har flertallet af politikerne gladeligt smidt 12 millioner efter kursur og konsulenter på skole og dagtilbudsområdet i stedet for at tage sig af at hverdagen er presset på grund af for få ressourcer.

Projekt "Synlig læring" og projekt ”En forskel for livet” er blevet tvunget ned over hovedet på alle vores medarbejdere i kommunen og koster hver 6 millioner gode danske kroner.

Nu skulle man jo tro, at det snart var nok med penge til konsulenter og kurser bestemt af politikerne, når man hverken har råd til en ordentlig normering eller til at sende lærere og pædagoger på kurser i det, de selv gerne vil blive klogere på.

Men nej.

Der er ingen grænser for særligt Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis konsulentglæde.

Senest har vi skulle fordele en statslig pulje på 1,4 millioner til vores daginstitutioner og 4 forslag har været sendt i høring.

7 ud af 8 høringssvar fra vores dagtilbud pegede på, at det bedste ville være at alle pengene blev sendt ud som en generel opnormering.

Den 23-11-2016 besluttede et enigt Børne- og Ungeudvalg at lytte til høringssvarene og indstillede enstemmigt pengene skulle gå til en generel opnormering (Tom Bytoft (S) var fraværende).
Men så gik der noget galt.

Socialdemokratiet fik en fiks ide om, at man da kunne blande de 1,4 millioner sammen med, at vi var i gang med at lave en ny ressourcefordelingsmodel, og at vi da har brug for et helt ekstraordinært korps for at imødegå den brede kritik, der på det seneste har været af manglende vikardækning og dårlig normering i vores daginstitutioner.
Man skulle ellers tro det lå lige til højrebenet at imødegå kritikken med en generel opnormering, som anbefalet af de mange høringssvar, men så nemt skulle det ikke være.

Socialdemokratiet ville nemlig pludselig have et udrykningskorps til at løse akutte problemstillinger i dagtilbuddene.
Efter noget tidsudtræk i Økonomiudvalget og tilbage i Børne- og Ungeudvalget kom sagen endelig til kommunalbestyrelsen den 17. januar.

Efter en lang og forvirrende debat, som kan ses på kommunens hjemmeside, endte det heldigvis med, at Udrykningskorpset viste sig at være en fis i en hornlygte, men desværre endte det også med, at kun 0,46 million af de 1,4 millioner blev brugt til en generel opnormering, fordi en snævert flertal valgte ikke at lytte til høringssvarerne, men i stedet tro på at de selv ved bedst.

Udrykningskorpset blev til en central pulje på 572.000 kroner - og så giver man 360.000 kroner om året til udvidet åbningstid i 2 institutioner, selv om der allerede er en daginstitution som har lavet udvidet åbningstid uden særligt tilførte midler.

Sikke noget rod, som kunne have været undgået, hvis man i december havde valgt at følge et enigt BUUs indstilling om, at de 1,4 millioner skulle gå til en general opnormering.
I stedet har vi nu fået flere øremærkede penge til dyre løsninger og mere administration og bureaukrati i form af endnu en central pulje, som vores daginstitutioner skal slås om."
 

Publiceret 24 January 2017 14:58