Kim Arne Pedersen (billedet taget i 2010) starter som ny præst i Hvilsager-Lime. Indsættelsesgudstjeneste forventes søndag 19. februar 2017

Kim Arne Pedersen (billedet taget i 2010) starter som ny præst i Hvilsager-Lime. Indsættelsesgudstjeneste forventes søndag 19. februar 2017

Præstejob:

"Grundtvigforskningens hemmelige våben" - ny præst i Hvilsager-Lime

Kim Arne Pedersen, estimeret kender af teologen Grundtvig, afløser Lars Nymark som sognepræst i de to små sogne

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det er ikke officielt på Kirkeministeriets hjemmeside endnu, men 10. januar 2017 kunne man i Kristeligt Dagblad læse et fødselsdagsportræt af Kim Arne Pedersen i anledning af dennes 60 års fødselsdag.
Det fremgik af fødselsdagsportrættet, at Kim Arne Pedersen er ansat som ny sognepræst, en halvtidsstilling, i Hvilsager-Lime Sogne.
Han afløser Lars Nymark, der 1. juli 2016 tiltrådte en stilling som lektor i religionspædagogik hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV).
Side 1. juli 2016 har Maria Frederikke Baungaard været konstitueret som sognepræst i Hvilsager og Lime.

N.F.S. Grundtvig

Kim Arne Pedersen blev teolog i 1987 efter ti års studier på Aarhus Universitet.
Kort efter eksamen var i hus, flyttede han til København for at skrive sin phd. Senere var Kim Arne Pedersen med til at stifte Grundtvig-Akademiet på Vartov i København i 1998. Indtil 2015 har han arbejdet halvt som forsker, halvt som præst i den grundtvigske valgmenighed i Odder.
Det var under læsningen af afdøde Ebbe Kløvedal Reichs roman 'Frederik' (1972), en folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv, at interessen for teologen Grundtvig blev vakt.
Kim Arne Pedersens omfattende viden om Grundtvig illustreres måske bedst af Sune Auken, forsker på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, i det omtalte fødselsdagsportræt:
”Når vi som forskere skal finde ud af, hvorfor vi har ret, er det Kim, der kan svare. Han er grundtvigforskningens hemmelige våben. Ikke fordi man skal gøre en hemmelighed ud af ham, men fordi han ved og kan meget mere end, hvad mange ved.”
Der var otte ansøgere til præstestillingen i Hvilsager-Lime.

Publiceret 25 January 2017 09:16