Ulf Harbo

Ulf Harbo

Debat Norddjurs:

Budskabet fra 100 lærere i Norddjurs var til at forstå

Af Ulf Harbo, Enhedslisten Norddjurs, Norddjurs Kommunalbestyrelse:

"Torsdag 26. januar var der debataften med lokale politikere og over 100 lærere i Norddjurs kommune i Ørum Aktivcenter. 
Det var en god aften, hvor vi var 9 lokalpolitikere som blev klogere på skolernes hverdag. 
Der var politikere, som rigtig gerne ville høre de gode historier om folkeskolereformen og at det går bedre, men jeg mener, at vores vigtigste opgave som ansvarlige politikere er at lytte til det som ikke fungerer ude i virkeligheden og som bør laves om. 
Det var da også frustrationer og ikke de gode historier, der fyldte mest hos vores engagerede og dygtige lærere, som knokler hver dag for at holde sammen på vores børns skolehverdag og som i torsdags havde valgt at bruge en aften på at klæde lokalpolitikerne på. 
Vi fik hørt mange grelle eksempler på en presset lærerhverdag, hvor der ikke er tid til forberedelse, feedback til eleverne, forældresamarbejde, teamsamarbejde, og til det ekstra relationsarbejde, som mange af vores elever har brug for. 
Mange lærere har aldrig arbejdet mindre, fordi man i Norddjurs har valgt, at alle lærere skal være på skolen i al deres arbejdstid, og derfor har fri, når de går hjem, men de bliver frustrerede over, at de ikke kan nå opgaverne på den tid, de har til rådighed, og at de slet ikke kan nå at forberede sig ordentligt. 
Det siger sig selv, at de vilkår lærerne er blevet budt siden regeringsindgrebet og folkeskolereformen, som blev finansieret ved at sætte lærernes undervisningstid op, går ud over både arbejdsglæden og kvaliteten af undervisningen og alle de andre opgaver lærerne har med blandt andet trivsel og den alsidige personlige udvikling af vores børn. 
En lærer fra Auning skole havde 34 undervisningslektioner om ugen en stor del af året og generelt har særligt Auning skole presset antallet af undervisningslektioner alt for højt op, fordi de siden reformen har været under stort økonomisk pres blandt andet, fordi de faktisk fik færre penge til at gennemføre folkeskolereformen med, på trods af ekstra statslige midler, fordi kommunen lavede om på tildelingsprincipperne samtidig med implementeringen af folkeskolereformen. 
Der var enighed om, at der er for mange nye tiltag og opgaver og for lidt tid til det hele, så selv om nogen mener, at der også er gode ting ved tankerne bag inklusion, synlig læring og folkeskolereformen, så var det klare budskab, at der er brug for mere frihed til skolerne og lærerne og mere tid til kvalitet i undervisningen med fx to lærere, der hvor det giver mening i stedet for de lange skoledage. 
Det er ikke kun i Norddjurs, den er gal og derfor kommer Enhedslisten i næste uge med et folkeskoleudspil, der vil gøre noget ved at både elever og lærere er presset af de lange skoledage."
Læs mere her: Debat Norddjurs: Kortere skoledag - vejen til en bedre folkeskole

Publiceret 28 January 2017 14:17