Rasmus Josefsen spillede sin bedste kamp i 2017, da ÅHG tabte 32-29 til Skovbakken. Foto: Lars Norman Thomsen

Rasmus Josefsen spillede sin bedste kamp i 2017, da ÅHG tabte 32-29 til Skovbakken. Foto: Lars Norman Thomsen

3. division håndbold:

ÅHG fik vasket en grim plet af trods nederlag

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer tabte knebent topopgøret til stærke Skovbakken, men efter en helt anden indsats end i lokalopgøret mod Nørre Djurs HK

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) har ikke just vist imponerende form i årets første måned, og det har kostet førstepladsen i 3. division.
Nederlaget på hele 30-17 forleden mod Nørre Djurs HK i egen hule, Aastrup Hallen, var en bitter pille at sluge, og derfor var der spænding på, før weekendens topopgør mod Skovbakken i Vejlby-Risskov Hallerne.
ÅHG spillerne formåede dog denne gang at spille med helt frem til de sidste små to minutter, hvor gæsterne ikke lige havde marginalerne med sig, da mindst det ene point rent faktisk var inden for rækkevidde ved stillingen 29-29, ifølge assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
Hjemmeholdet hev en 32-29 sejr (14-13) i hus, men i ÅHG-lejren var der trods alt tilfredshed med indsatsen og spillernes vilje, selv om det ikke blev til point.
"Vi leverer meget flot mod Skovbakken, der er stærke på alle pladser, og sikkert også nummer et i rækken, når vi når frem til april," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
ÅHG måtte undvære holdets bedste mod Nørre Djurs HK, Frederik Lyng, der var på skitur. I stedet gjorde André 'Topper' Nielsen overraskende comeback efter, at han har været ude et stykke tid med en skulderskade som er blevet kureret via en operation.
"André er blevet klar hurtigere end forventet, men han spillede kun forsvar mod Skovbakken," siger assistenttræneren.
 

Jannek de Place var en skygge af sig selv mod Nørre Djurs HK. Den begavede playmaker tog revanche mod Skovbakken. Foto: Lars Norman Thomsen

Jannek de Place var en skygge af sig selv mod Nørre Djurs HK. Den begavede playmaker tog revanche mod Skovbakken. Foto: Lars Norman Thomsen

God moral

Med Rasmus Josefsen og stregspilleren Rasmus Dalsgård Lund som de mest iøjnefaldende sammen med andenmålmand Kasper Thorsted, der afløste førstevalget Kristoffer Petersen efter et kvarter, formåede gæsterne at presse hjemmeholdet i store perioder af opgøret.
Også da holdet efter pausen var nede med 25-20.
"Her viste spillerne den vildskab, som vi savnede mod Nørre Djurs HK, og det resulterede i, at vi hentede dem igen og også førte med et mål," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
I kampens afgørende fase ved stillingen 29-29 kom Skovbakken på 30-29, og kort herefter blev der dømt skridt på en ÅHG-spiller.
Det udnyttede hjemmeholdet til at øge til 31-29, og yderligere til slutfacit 32-29, da ÅHG gik op og dækkede mand-mand.
"Vi havde fortjent et point, hvis vi tager vores briller på, men okay, at Skovbakken vinder. Vi har nu heller ikke heldet med os. For eksempel vinder de fire ud af seks returbolde, selv om vi kæmper for det, og de scorer på denne konto fire nemme mål," noterer assistenttræneren.

Lasse Mogensen mangler endnu et stykke til topformen, og han skal i vigør, hvis ÅHG skal tage skridtet op i 2. division. Foto: Lars Norman Thomsen

Lasse Mogensen mangler endnu et stykke til topformen, og han skal i vigør, hvis ÅHG skal tage skridtet op i 2. division. Foto: Lars Norman Thomsen

TMS skal besejres

Fredag klokken 20 kommer hjemmebanestærke, men udebanesvage Todbjerg-Mejlby på besøg i Aastrup Hallen.
"Den kamp skal vi bare vinde, for efter den følger der tre ugers pause, og vi skal ikke gå i tre uger og være trætte af et nederlag," forsikrer Carsten Vikkelsø Jensen.
Med nederlaget til Skovbakken rykkede ÅHG ned på tredjepladsen, men holdets muligheder for at rykke op i 2. division er fortsat usvækkede.
"Det tænker vi ikke lige på nu efter en svag januar måned. Lige nu og her handler det bare om at vinde den næste håndboldkamp," siger assistenttræneren.

Skovbakken - ÅHG, 3. division Herrer:

32-29 (14-13)

Scorekort ÅHG:

  • Rasmus Josefsen 6
  • Rasmus Dalsgård Lund 6
  • Joachim Pedersen 4
  • Jannek de Place 4
  • Andreas Lahn Mittet 3
  • Mikkel Due 2
  • Lasse Mogensen 2
  • Jacob Pedersen 1
  • Jonathan V. Johansen 1

Publiceret 01 February 2017 14:03