Rougsø FF vil fortsat kun træne en gang om ugen i 2017 og afvikle kampene i weekenden. Foto: Rougsø FF

Rougsø FF vil fortsat kun træne en gang om ugen i 2017 og afvikle kampene i weekenden. Foto: Rougsø FF

Seriefodbold - Serie 3:

"IF Midtdjurs må være klare favoritter"

Roiugsø FF's cheftræner Jesper Møgelvang er ikke bleg for at nævne IF Midtdjurs, der er nedrykker fra Serie 2, som det mest oplagt bud til førstepladsen i Serie 3 i den kommende sæson

Af
Af Lars Norman Thomsen

Jesper Møgelvang startede for et år siden sit engagement som cheftræner for herreseniorspillerne i Rougsø FF, og han har forvaltet sine pund meget overbevisende.
Førsteholdet er rykket op i Serie 3 og har stabiliseret sig som tophold, mens andetholdet har rykket sig fra Serie 6 til Serie 5.
Lørdag startede Rougsø FF forberedelserne til den kommende sæson.
Desværre mødte kun 12 spillere op til nytårsappel, men det skyldtes primært, at flere var optaget af det traditionsrige Bodegafodbold indestævne i Mørke.
"Vi har en fast stamme på 16-20 spillere, der træner, og i alt råder klubbens seniorafdeling over omtrent det dobbelte antal spillere til at udgøre de to hold i Serie 3 og Serie 5," siger Jesper Møgelvang.
Rougsø FF kommer til at træne om onsdagen på VGIs kunstgræsbane i Vivild, og så er der planlagt henholdsvis 7 og 5 træningskampe for de to hold.
Seniortruppen vil fastholde træning om onsdagen samt kampe for begge hold i weekenden, fordi det er, hvad der er basis for i Rougsø FF.
"Ambitionen for sæsonen er fortsat at holde liv i klubben, og så håber vi også på, at vi kan placere begge hold i den øverste halvdel af deres respektive rækker," siger cheftræneren.

Midtdjurs favorit

Han kan til førsteholdet råde over stort set samtlige stamspillere fra sidste sæson,  mens der måske kommer en smule udskiftning blandt marginalspillerne.
Stammen ser dog yderst fornuftig ud:
Thomas Bækgaard/Nicklas Nygaard i målet, Mikkel Fisker, Mikkel Knudsen, Jonas Kusk, Anders Lindegård og Jesper Thomsen i forsvaret, Søren Bugge, Lars Thomsen (anf.), Mads Kusk og Søren Bai på midtbanen og så lynhurtige Jannick Nielsen samt veteranangriberen Søren Jakobsen, hvis han kan holde til det, i den offensive del
"Desuden har vi nogle spændende unge spillere på vej, der gerne vil træne, og som helt sikkert vil banke på til startformationen i løbet af foråret," siger Jesper Møgelvang.
Han forudser en spændende og jævnbyrdig Serie 3-række.
"IF Midtdjurs må være de klare favoritter som nedrykkere fra Serie 2. Dernæst følger Dronningborgs og Vorups reservehold samt AH 2012, IF Ådalen og os selv i midterfeltet, mens man må forvente, at Kristrups tredjehold samt oprykkerholdet fra SMIFF vil få det svært," lyder Møgelvangs umiddelbare vurdering.

Publiceret 01 February 2017 04:00