Nybyg 2017:
Fem moderne parcelhuse spøger i Kolind
Kolind tror på et stort rykind af mennesker fra nær og fjern til byggeudstillingen Nybyg Kolind 2017 29.-30. april
Nu går det stærkt med at opføre fem spritnye og moderne parcelhuse på Ørnevænget i Kolind med flot udsigt ud over engene mod Koed og med kort afstand til Kolind Centralskole, det nye Kolind Børnehus og Kolind+, byens nye kultur- og idrætsmekka.
De seks lokale håndværkervirksomheder, der har committed sig til at være med på byggeudstillingen Nybyg Kolind 2017 har alle givet håndslag på, at husene står færdige og klar til fremvisning den sidste weekend i april, 29.-30. april, hvor initiativtageren, Kolind og Oplands Distriktsråd, inviterer alle interesserede til byggeudstilling sammen med de lokale ejendomsmæglere og Djurslands Bank.
Det slog Bent Nielsen, bestyrelsesmedlem i Kolind og Oplands Distriktsråd, fast ved fredagens fælles rejsegilde.
“Vi har sjusset os frem til ved lidt hovedregning, at investeringen i byggeudstillingen bliver på cirka 14 mio. kroner. Det er den omsætning, som nu er sat i gang, og vi er ret sikre på, at de penge er hjemme inden jul, altså i år, ” lød det optimistisk fra Bent Nielsen.
Et facit, som Bent Nielsen & co. er kommet frem til på simpel vis ved at summere de forventede salgspriser for de fem huse.
De seks håndværkere er ikke lige langt fremme, men Bent Nielsen var fortrøstningsfuld, og det samme var de fremmødte håndværkere.
Der skal nok stå fem parcelhuse klar til besigtigelse, hvis det nuværende byggetempo fastholdes.
De fem parcelhuse fremtræder meget forskellige i deres arkitektoniske udtryk og ligeledes i forhold til indretning.
Flere håndværkere var glade for, at byggeudstillingen er rykket fra Påsken og til sidste weekend i april, fordi det giver dem mulighed for, at vejret spiller med, så de kan lave en sidste finish på det areal, der omkranser husene.
Det er muligt i Kolind
Bent Nielsen fremhævede i sin rejsegildetale, at der på det seneste er solgt over ti år gamle huse i Kolind til prise i omegnen af 2,5 mio. kroner.
“Med dette in mente bør det være nemt at sælge fem spritnye parcelhuse,” sagde Bent Nielsen, der glædede sig over, at det igen er muligt at lave en seriøs byggeudstilling i det gamle Midtdjurs område.
“Sidste gang var i Ryomgård i 2007 på P. Vejdsgårds Vænget og før da i Kolind i 2005 i Enggårdsparken.”
Bent Nielsen forventer, at der snart bliver lejlighed til at lave en byggeudstilling i Ryomgård igen.
Ildsjælen, der stoppede som medarbejder ved Nybolig i maj 2015, ser en stærk alliance mellem Kolind og Ryomgård som meget afgørende for det tidligere Midtdjurs-områdes udvikling - også set i lyset af den kommende letbane med halvtimesdrift, der gør, at provinshovedstaden Aarhus rykker endnu tættere på byer som Kolind og Ryomgård.
Følgende håndværkervirksomheder er med i Nybyg Kolind 2017
- Kolind Tømrer & Murerforretning ApS
- Hans Kjær Bach & Søn Ryomgård ApS
- ALBOHUS A/S, Grenaa
- Koed Tømrer & Byggeforretning ApS
- Lasse Fogh og Kenneth Buur, Kolind
Publiceret 15 February 2017 10:45