René Helmer Nielsen (nummer to fra v.) med en fortid som træner i FC Djursland er ansat som ny cheftræner for Ebeltofts U17-drengetrup. Foto: FC Djursland

René Helmer Nielsen (nummer to fra v.) med en fortid som træner i FC Djursland er ansat som ny cheftræner for Ebeltofts U17-drengetrup. Foto: FC Djursland

Ungdomsfodbold:

René Helmer Nielsen cheftræner i Ebeltoft IF

Den tidligere træner i FC Djursland skal i den kommende sæson stå i spidsen for Ebeltofts U17-trup

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det er lykkedes Ebeltoft IF at lande en træneraftale med René Helmer Nielsen, Rosmus, til den kommende sæson.
René Helmer Nielsen skal stå i spidsen for klubbens talentfulde U17-drengetrup.
Lokalt har René Helmer Nielsen været træner i klubber som Aastrup/Hammelev, Østdjurs 91 og FC Djursland.
Hos sidstnævnte havde han blandt andet ansvaret for fodboldoverbygningens U19-trup, ligesom han var tilknyttet FC Djurslands flagskib, førsteholdet, som assistenttræner.
Han har ligeledes været cheftræner for U13/14 talentholdet i AGFs talentsektor i godt fem år. 
René Helmer Nielsen afløser det mangeårige trænerteam, Morten Kapper og Nis Schütt, som har trænet drengene, siden de var små.
Duoen meddelte imidlertid efter sæsonafslutningen i 2016, at de ønskede at stoppe, fortæller fodboldformand Marianne Guldmann.
Sammen med bestyrelsesmedlem Kenneth Blicher samlede hun efterfølgende drengene til et spillermøde, hvor spillerne gav håndslag på, at de var med på at give den gas i 2017 med en ny træner ved roret.

Store forventninger

René Helmer Nielsen skal arbejde med en helt ny trup, fordi klubbens U16 drenge er blevet rykket en årgang op. U16-truppen var for få spillere til at stille et 11-mandshold.
"U16 holdets tidligere træner, Kenneth Blicher, vil fortsat være at finde på træningsbanen og vil varetage holdlederarbejdet på det nye U17 hold, så René kan koncentrere sig om det sportslige," siger Marianne Guldmann.
"Der er ingen tvivl om, at forventningerne til et samarbejde med René er meget store. Men det går bestemt også den anden vej, for René er en engageret træner, som også forventer, at spillerne er engagerede til de ugentlige træningspas og til kamp," tilføjer fodboldformanden.  
U17-truppen (årgang 2000 og 2001) er begyndt forberedelserne til den nye sæson. Mandag er indtil videre helliget discipliner som spinning og udendørs crossfit. Onsdag trænes der på græs i tidsrummet 18-20.
Nye spillere er velkomne.
 

Publiceret 20 February 2017 09:09