Jacob Pedersen (17), Rasmus Dalsgård Lund (7), Frederik Lynd (23 og Jonathan V. Johansen (11) skal ikke længere kigge til siden efter, at oprykning til 2. division nu ikke længere blot er en mulighed men blevet en kendsgerning. Foto: Lars Norman Thomsen

Jacob Pedersen (17), Rasmus Dalsgård Lund (7), Frederik Lynd (23 og Jonathan V. Johansen (11) skal ikke længere kigge til siden efter, at oprykning til 2. division nu ikke længere blot er en mulighed men blevet en kendsgerning. Foto: Lars Norman Thomsen

3. division håndbold:

ÅHG giver lokalhåndbolden et kæmpe boost

På et sidste sekunds mål af Rasmus Josefsen sikrede ÅHG sig to point i søndagens udekamp mod Hørning, og senere på aftenen blev oprykningen til 2. division en ufravigelig kendsgerning

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Nu går vi efter at holde førstepladsen," lød det fra Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen dagen derpå efter, at oprykningen til 2. division for Herrer var blevet en kendsgerning søndag aften med HEI's 32-29 nederlag ude mod Odder.
Tidligere søndag besejrede ÅHG selv Hørning ude, med stort besvær, 31-30 (18-17), og da Nørre Djurs HK hjemme overraskende besejrede Skovbakken 17-16, overtog ÅHG samtidigt førstepladsen fra netop Skovbakken med to turneringsrunder igen. Skovbakken kan ikke rykke op i 2. division, fordi klubbens førstehold allerede spiller i denne række, og det er ikke muligt at have to klubhold i samme divisionsrække.
ÅHG kom ikke nemt til sejren i Hørning, som cifrene antyder. Hjemmeholdet kæmper vildt for at undgå nedrykning og gjorde alt, hvad de magtede for at sætte ÅHG til vægs.
ÅHG, der var uden både Jannek de Place og en skadet Mikkel Due, men havde Frederik Lyng tilbage efter en rejse til Thailand, spillede en skidt forsvarskamp.
"Til gengæld spillede vi en flot angrebskamp, og det opvejede, at vores forsvar slet ikke viste de takter og fik sat de tacklinger ind, som ellers har været vores store varemærke og styrke i de foregående kampe," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Venstrefløjen Jonathan V. Johansen har fået bid i banen i dette forår, hvor han har overhalet efterårets måske bedste ÅHG-spiller, Lasse Mogensen.
Syv mål blev det til i opgøret mod Hørning for Jonathan V. Johansens vedkommende.
"Jonathan har virkelig spillet godt i foråret. Han har fået selvtillid og afslutter nu mere enkelt, " roser assistenttræneren.
 

Huller i osten før pausen

Den normale fantommålmand Kristoffer Petersen stod de første 30 minutter, hvor han helt uhørt lukkede 17 mål ind.
"Forsvaret svigtede ham i alt for mange tilfælde, men vi valgte at give Kasper Thorsted chancen efter pausen, og han løste opgaven meget flot," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Kasper Thorsted steppede så meget op, at han fik de sidste 30 minutter.
Angrebsmæssigt var ÅHG hæmmet af, at Jonas Pedersen var svækket af sygdom (influenza).
"Han var i forvejen tvivlsom efter at have ligget i sengen op til kampen, så med ham på halv kraft og Jannek de Place og Mikkel Due ude blev der trukket store veksler på vores resterende bagspillere," siger assistenttræneren.
ÅHG var bagud 27-25 med ni minutter igen, og på bænken havde cheftræner Peter Schilling Laursen og Carsten Vikkelsø Jensen indstillet sig på, at et point nok var det maksimale, som holdet kunne få ud af opgøret.
"Vi kom så på god fight og lidt held foran 28-27, og ligeledes 30-28, før de satsede alt og tog deres målmand ud i angrebsspillet. Det hjalp dem op på 30-30, men bare mindre end 15 sekunder før tid kunne Rasmus Josefsen efter et lynhurtigt udført opgiverkast smide bolden i et tomt mål," siger Carsten Vikkelsø Jensen. 

2. division er en ny verden

ÅHG giver håndboldspillet på Djursland et tiltrængt løft med oprykningen, som Hornslets damer på samme måde har gjort det ved ligeledes at rykke op i 2. division.
"Men det skærper kravene til både spillere, klub og trænere," fastslår Carsten Vikkelsø Jensen.
"Bare se på JAI, der rykkede op sidste år. De rykker ned igen med fynd og klem (til dato har JAI blot vundet en kamp i 2. division og tabt 18, red.), fordi de tilsyneladende har valgt at køre videre efter samme koncept, som da de spillede i 3. division. Det går slet ikke."
Carsten Vikkelsø Jensen forventer, at ÅHG's nydannede eliteudvalg med tidligere cheftræner Torben de Place i spidsen allerede er i gang med at vurdere, hvad der skal til for, at opholdet i 2. division ikke bliver af kortere varighed.
"Vi skal selvfølgelig ikke udskifte det nuværende hold, men vi skal have en bredere trup og gerne 2-3 forstærkninger som kan gå direkte ind i startopstillingen."
Forstærkninger, der skal hentes udefra, fordi ÅHG i øjeblikket ikke har ungdomsspillere, som kan være med i førsteholdstruppen.
"Træningsmæssigt skal vi lægge meget på. To træninger om ugen a' halvanden time rækker slet ikke. Vi skal minimum træne tre gange om ugen i hallen plus styrketræning. Jeg tænker, at vi den ene af aftenerne træner to træningspas, så vi hjælper de spillere, der kommer fra Aarhus, på denne måde med en køretur mindre om ugen."
ÅHG møder søndag HEI i Skæring Hallen klokken 18.30. Holdet kan med sejr forsvare førstepladsen og hjælpe Nørre Djurs HK til at komme i oprykningsspil til 2. division.
"Vi vil rykke op som nummer et, og det er vores motivation. Om det vil være en fordel for os, at Nørre Djurs rykker op sammen med os, er der sikkert delte meninger om. Det forholder jeg mig ikke til, for truppen er det allervigtigste nu, at vi rykker op fra førstepladsen."

Kampfakta:

Hørning - ÅHG, 3. division Herrer:

30-31 (17-18)

Scorekort ÅHG:

  • Jonathan V. Johansen 7
  • Rasmus Josefsen 6
  • Joachim Pedersen 5
  • Rasmus Dalsgård Lund 3
  • Lasse Mogensen 3 (3)
  • Frederik Lyng 2
  • Jacob Pedersen 2
  • Andreas Lahn Mittet 2
  • Andre 'Topper' Nielsen 1

Jonas Pedersen kom ikke på scoringslisten.

 

Publiceret 21 March 2017 22:30