Oskar er til frisør. Han er en af de 3-5 hunde, der kommer ind hver eneste dag hos Maria Nielsen i Djurslands Hundesalon. Foto: Alexandra Bach

Oskar er til frisør. Han er en af de 3-5 hunde, der kommer ind hver eneste dag hos Maria Nielsen i Djurslands Hundesalon. Foto: Alexandra Bach

Vov:

Hundesalon er rykket til Auning

Djurslands Hundesalon er 17. marts flyttet til Torvegade 4

Af
Af Alexandra Bach

Maria Nielsen startede op som selvstændig hundefrisør i 2009. Først på egen privatadresse, og siden da har hun holdt til på Borgmosegaard Hundecenter i Ryomgård.
Men pladsmangel sammenholdt med en salon, hvor der er blevet mere at lave, har resulteret i, at Maria har taget skridtet videre, og åbnet hundesalonen i helt egne lokaler.

“Det har egentlig været okay i mange år at være på Borgmosegaard, men jeg har fået mere at lave. Så vi er flyttet, for at få mere plads,” siger den 34-årige Maria Nielsen.

For små lokaler

For et halvt år siden ansatte Maria en ekstra medarbejder, der skulle hjælpe til i salonen, og det var da også her, at hun fandt ud af, at der var blevet for trangt i de gamle lokaler på gården.

“Jeg ansatte en servicemedhjælper til at vaske og føntørre. Ved at vi pludselig var blevet to, så var der ikke så meget plads, og så fandt jeg de her lokaler i Auning. I de nye lokaler har vi nærmest fire gange så meget plads, som i det gamle, så det er dejligt.”

Men det er ikke kun Maria Nielsen, som glæder sig over forandringerne. Også kunderne er positive stemt ifølge hende.

“Alle kunderne er blevet glade for, at jeg skulle flytte. For de fleste er jeg kommet tættere på dem, og dem jeg ikke er kommet tættere på, kan alligevel se, at det er meget mere praktisk at kunne holde lige ude foran døren,” siger hun og fortsætter:

“Jeg har rigtig mange kunder, der kommer langvejs fra, hvor det ikke rigtig kan betale sig at køre hjem. Men i de nye lokaler, er der mulighed for at sidde og få en kop kaffe i en sofa. Så alt i alt har folk kun taget positivt imod flytningen,” fortæller hun.

Mere synlig hundesalon

Udover pladsmangel har det også været vigtigt for Maria at gøre hundesalonen mere synlig.

“Det gode ved flytningen er, at vi bliver mere synlige. Der er jo ikke nogle, der kører forbi Borgmosegaard og tænker, at der ligger en hundefrisør. Så det der med at vi bliver mere synlige, det er jo altid godt i forhold til nye kunder,” lyder det fra hende.

I fremtiden håber Maria på, at Djurslands Hundesalon fortsætter sin succes, og at den kan blive større fremadrettet. Hun vil nemlig rigtig gerne udvide personalet, men går også med en drøm om, at få lov til at oplære andre, og videreføre det, som hun elsker at lave.

“Nu er der jo plads og mulighed for at tage en elev ind, så det kunne være en mulighed i fremtiden,” afslutter hun.

Publiceret 24 March 2017 17:25