Ingen over og ingen ved siden af holdet. Det er devisen i Nørre Djurs HK, som med 15 point i forårets sidste ni kampe sluttede sæson 2016-17 fortrinligt af. Foto: Nørre Djurs HK

Ingen over og ingen ved siden af holdet. Det er devisen i Nørre Djurs HK, som med 15 point i forårets sidste ni kampe sluttede sæson 2016-17 fortrinligt af. Foto: Nørre Djurs HK

3. division håndbold:

Nørre Djurs HK kom i mål med rækkens bedste forsvar

Simon 'Ø' Østergaard scorede otte rene mål, da Viby blev overvundet i sæsonens sidste kamp med knebne 26-25

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK fik lukket sæsonen ned på allerbedste måde - med en sejr. Lørdag blev Viby besejret knebent 26-25 (12-9) efter en kamp, der aldrig sneg sig op over det jævne.
"Spillet var bestemt ikke prangende, og vi svingede meget undervejs i vores præstation," siger cheftræner Erik Flak Jørgensen.
Nørre Djurs HK var bagud 10-9 i første halvleg, før holdet mod slutningen fik en gylden periode, som bragte Glesborg-klubben foran med tre ved halvleg.
Efter pausen smed gæsterne føringen overbord, og seks minutter før tid førte Viby således med 25-23, før Nørre Djurs HK strammede sig an ved at score kampens tre sidste mål.
Sejrsmålet scorede Emil Skov Søndergaard.
"Altid dejligt at slutte en lang sæson af med at vinde, og vi kan også være tilfredse med, at vi med 26 point scorede fire mere end vores sæsonmålsætning," siger Erik Flak Jørgensen.
Nørre Djurs HK, der sparede en småskadet og fysisk overforbrugt Henrik Pedersen i opgøret, slutter sæsonen på en femteplads.
Til gengæld slutter holdet på førstepladsen, når det gælder stærkeste forsvar målt på antal scoringer imod sig. 526 gange har bolden passeret målmandsteamet Morten Dueholm & co.
23,9 mål i snit i de 22 kampe.
 

Simon 'Ø' sendte en hilsen til sin gamle makker

Nørre Djurs HK's topscorer Simon 'Ø' Østergaard scorede otte rene mål, men tillod sig at brænde et straffekast.
Men topscorerens otte mål var sikkert også 'en venlig hilsen og velkommen hjem' til den gamle succesmakker fra sæson 2015-16, Nicolaj Danefeld Hansen, der som bekendt vender hjem til Nørre Djurs HK fra næste sæson efter en smuttur i Viborg.
De to kommer til at danne en frygtindgydende højreside efter sommerferien.
Sammenlagt 250 mål fra de to venstrehænder er vel ikke for meget forlangt, og med Bryan Mathew Odour og Martin 'Bondemanden' Jensen som makkerpar i modsatte side begynder det at se yderst spændende ud.
Hvis Nørre Djurs HK også kommer i mål med en ny stregspiller, så er tegningen der til en stærk startsyver.
"Vi har et par lokale drenge inde i billedet. Jeg vil ikke nævne navne, fordi der skal være nogle betingelser opfyldt for, at det er realistisk at arbejde med de to, som jeg har i tankerne. Det er vi klogere på efter sommerferien, for lige nu trænger vi alle til en pause fra håndbolden," siger Erik Flak Jørgensen.
Nørre Djurs HK har i denne sæson af forskellige årsager ikke kunnet råde over rigtige Glesborg-drenge, som Rasmus Bording, Mikkel Eriksen, Kenneth 'KK' Kristensen, Nicklas Høgh og Nicolai Lønsgren Andersen.
De to sidste er i gang med en uddannelse, der gør det svært for dem at træne.

Aldrig mere vildt mange midtugekampe

Nørre Djurs HK hentede 11 point i de første 11 kampe før jul, og 15 point i de sidste 11 kampe efter nytår.
De 15 point kom i hus i sæsonens sidste ni kampe.
"Vores forår har været godt. Vi starter med at tabe de to første kampe, men henter så 15 point i resten. Det er meget flot," siger Erik Flak Jørgensen.
I efteråret spillede Nørre Djurs HK mange midtugekampe, og det bliver ikke gentaget i den kommende sæson.
"Det mistede vi helt klart point på. Det duer ikke, at vi skal køre til Aarhus en hverdagsaften efter en lang arbejdsdag. Det har vi da lært," siger cheftræneren.
 

Scorekort Nørre Djurs HK i i opgøret mod Viby IF:

  • Simon 'Ø' Østergaard 8 - brændte et straffekast
  • Bryan Mathew Odour 7
  • Mikas Korsgaard Christensen 4
  • Rasmus Secher Eldrup 3 (1)
  • Martin 'Bondemanden' Jensen 2 (1) - brændte et straffekast
  • Emil Skov Søndergaard 1

Lars Jakobsen, Tobias Kolding og Mathias Nymark Rasmussen kom ikke på scoringslisten.

Sidstnævnte blev skadet efter et kvarter. Han vrikkede om på foden, men hans melding til bænken, da han gik ud, var: "Jeg har bidraget med syv assists, så jeg har gjort mit arbejde".
Kilde: Erik Flak Jørgensen.

Begge målmænd, Morten Dueholm og Rasmus Henriksen, fik spilletid.

 

 

Publiceret 04 April 2017 13:52