ÅHG's ny cheftræner René Smed Nielsen. Foto: Per Pedersen

ÅHG's ny cheftræner René Smed Nielsen. Foto: Per Pedersen

3. division håndbold:

Udramatisk cheftrænerskifte i ÅHG

Rene Smed Nielsen tager over efter Peter Schilling Laursen som cheftræner for Aastrup/Hammelev-Grenaas nyoprykkede 2. divisionshold

Af
Af Lars Norman Thomsen

Jubelscenerne var store lørdag eftermiddag, champagnen sprøjtede og øllerne blev rykket op (efter kampen), da Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) håndboldherrer sagde farvel til 3. division ved at besejre nedrykkerne AIA/Tranbjerg med 33-29 i Åstruphallen.
"Det var ikke vores bedste kamp i sæsonen, men vi fik den afgjort i de sidste ti minutter til vores fordel, og dermed sluttede vi sæsonen på værdig vis," siger Carsten Vikkelsø Jensen, assistenttræner i ÅHG.
ÅHG og Skovbakken (kan ikke rykke op) slutter side om side i rækken, men da Skovbakken er bedst i indbyrdes kampe, bliver det aarhusianerne som tager førstepladsen.
Det kan ÅHG være ligeglade med, for holdets oprykning til 2. division var for længst sikret.
Det store samtaleemne i Åstruphallen var ikke kampen, men derimod trænerskiftet på cheftrænerposten.
Peter Schilling Laursen, nybagt far og med bopæl i Silkeborg, stopper helt udramatisk efter blot en sæson i ÅHG. Han afløses af Rene Smed Nielsen, der har en fortid som ligaspiller i Bjerringbro og Team Esbjerg og i den italienske 1. divisionsklub Sport Club Meran.
Trænererfaring har Rene Smed 'Neser' Nielsen fra både ungdoms- og seniorplan.
Senest som assistenttræner for Randers Håndbolds Ligaherrer.
"Peter har som nybagt far og bopæl i Silkeborg fået udfordringer, der gør, at Rene Smed Nielsen nu tager over. Skiftet er helt udramatisk," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han har været glad for samarbejdet med Peter Schilling Laursen, men han ser også frem til at lære Rene Smed Nielsen bedre at kende.

Oprykningen blev fejret på behørig vis. Foto: Per Pedersen

Oprykningen blev fejret på behørig vis. Foto: Per Pedersen

Rasmus Josefsen - nøglespiller

ÅHG-truppen tager nu en håndboldpause indtil maj, hvor der skal trænes 1-2 gange om ugen frem til sommerferien.
"Vi har fokus på to ting før næste sæson, og det er bedre træningsindsats og dermed bedre fysisk form samt vores forsvarsspil. Kun Odder har lukket flere mål ind end os, så her har vi noget, der skal kigges på," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Til gengæld har vi været rækkens mest scorende hold med 636 mål i 22 kampe, så det har mere end opvejet, at vi også har lukket 608 mål ind."
Han forventer, at den nuværende førsteholdstrup tager med i 2. division.
Dog er der flere aftaler, der skal falde på plads.
Fløjspilleren Lasse Mogensen skal muligvis til København for at studere efter sommerferien, og så er han tabt for ÅHG.
Holdets måske bedste spiller, Rasmus Josefsen, som cheftræner Peter Schilling Laursen skaffede til ÅHG forud for denne sæson, håber Carsten Vikkelsø Jensen, at eliteudvalget får landet en aftale med gældende for sæson 2017/18.
"Rasmus er en fantastisk håndboldspiller og et behageligt menneske, og han har en stor aktie i vores oprykning. Han bor i Hammel, der lige er rykket op i 3. division med hans bror som en afgørende spiller, så de vil nok også bejle til ham, men jeg håber virkelig, at han spiller i ÅHG i næste sæson."

Nu forhenværende cheftræner Peter Schilling Laursen måtte en tur under bruseren, før han fik lov til at køre hjem til Silkeborg. Foto: Per Pedersen

Nu forhenværende cheftræner Peter Schilling Laursen måtte en tur under bruseren, før han fik lov til at køre hjem til Silkeborg. Foto: Per Pedersen

Publiceret 04 April 2017 11:17