Sådan tager pragteksemplaret af penisblomsten sig ud. Foto: Trine Wettendorff Hougaard

Sådan tager pragteksemplaret af penisblomsten sig ud. Foto: Trine Wettendorff Hougaard

Pindstrup:

Penisblomst har fået bid

Efter fire års intensiv pasning og pleje har penisblomsten kvitteret i dette forår

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Vi købte en cirka 20 centimeter høj plante af arten Amophorphallus Konjac i Botanisk Have i København for 4 år siden,” fortæller Trine Wettendorff Hougaard, Pindstrup.

"Hvert efterår skal den visne ned og stå tørt indtil næste forår. Hvert forår er det så spændende om der kommer en blomst eller “bare” en bladstængel, som er ganske smuk, op af jorden. Planten består af en rodknold, som formerer sig ved at producere små “ekstra knolde” som kan ompottes og blive til nye planter. Blomsten, vi har i år, er fra den knold, vi købte for 4 år siden. Det har åbenbart lykkes os at passe den til punkt og prikke, da den i år har kvitteret med denne blomst (se foto, red.). Rodknolden på vores største plante måler cirka 20 centimeter i diameter imod de cirka 5 centimeter, den målte første år. Efter hver dvaleperiode er den vokset markant.”

Sammen med sin kæreste Flemming dyrker Trine Wettendorff Hougaard have og planter på hobbyplan.

“Vores penisblomster er blevet et sjovt samlingspunkt og samtaleemne blandt familie og venner. Flere i vores omgangskreds har fået aflæggere, og vi har i år oprettet en Facebookgruppe, så alle de, der har fået en plante, kan følge med i vores projekt med planterne, og de kan dele egne erfaringer og observationer,” fortæller Trine Wettendorff Hougaard.

Lugter af fordærvet kød

Blomsten lugter af fordærvet kød for at lokke insekter til. Insekterne vil gerne lægge æg i kød, og når de når frem til penisblomsten, bestøver de den.

Hvis bestøvningen lykkes, bliver blomsterstanden besat med kirsebærstore, orangerøde bær.

“Jeg måtte rykke den ud i den friske luft, dels for at få et ordentligt lys til billederne, men primært fordi den virkelig begynder at være svær at dele stue med, på grund af lugten,” siger Trine Wettendorff Hougaard.

Publiceret 11 April 2017 10:47