Vivild er to hold. Et med Sebastian Stær på banen og et uden Stær'en, mener Nøragers cheftræner Ole Kjær. Foto: Kurt Enevoldsen

Vivild er to hold. Et med Sebastian Stær på banen og et uden Stær'en, mener Nøragers cheftræner Ole Kjær. Foto: Kurt Enevoldsen

Seriefodbold - Serie 1:

Nøragers cheftræner optimist efter ny nullert

Ole Kjær var udmærket tilfreds med 0-0 resultat i lokalopgøret mod Vivild. Gæsternes træner Dennis Holdgaard var skuffet over det spillemæssige niveau

Af
Af Lars Norman Thomsen

De to lokale hold i Serie 1, Nørager og Vivild, står foran to såkaldte bonuskampe, som trænere har for for vane at døbe kampe, hvor chancen for at få succes er minimal. 
"Vi har alt at vinde og intet af tabe," lyder devisen.
Nørager møder fredag aften rækkens nummer to, VRI, på udebane klokken 19.15.
Vivild tager lørdag mod rækkens suveræne tophold, Vorup FB, på Langhøj Idrætscenter klokken 13.30.
Nøragers cheftræner Ole Kjær kender VRI bedre end sin egen baghave. Han har en fortid både som mangeårig spiller og træner i klubben.
"På deres nuværende førstehold, kender jeg et par stykker fra min egen tid i klubben, men VRI har fået samlet et godt hold igen efter nogle års dødvande. Det er ikke overraskende for mig, at de ligger placeret som nummer to lige nu," siger Ole Kjær.
Han er klar til at tage kampen op mod sin tidligere klub og tror på et godt resultat.
"Desværre skal vi nok spille på kunstgræs, og det er ikke vores livret. Til gengæld er det en fordel for VRI med deres hurtige, unge spillere, der gerne vil frem over stepperne i høj fart."
 

Ole 'Post' Nielsen måtte gå ud før tid med en skade i opgøret mod Vivild, men han forventes klar til fredagens udekamp mod VRI. Foto: Lars Norman Thomsen

Ole 'Post' Nielsen måtte gå ud før tid med en skade i opgøret mod Vivild, men han forventes klar til fredagens udekamp mod VRI. Foto: Lars Norman Thomsen

Stærkt tophold

Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard har set Vorup spille i denne sæson, og han erkender, at han er blevet imponeret.
"Vorup har et stærkt hold, der er godt besat på alle pladser, og så har de en Kian Christensen i deres forsvar, som er meget rutineret og dygtig til at dirigere holdkammeraterne," siger Dennis Holdgaard.
Holdgaard var en smule skuffet over indsatsen i lørdagens lokalopgør mod Vivild på Nørager Stadion, der sluttede 0-0. 
"Vi kom aldrig til at spille vores normale spil. Generelt så ville vi alt for meget - alt for hurtigt, og derfor blev vores spil meget vildt og direkte."
Han måtte se sit angrebses Sebastian Stær gå ud med en skade efter hårde tacklinger midtvejs i første halvleg, og det slog Vivilds spil i stykker, at fartspilleren ikke kunne true hjemmeholdet i dybden.
"Vivild er to hold. Et med Sebastian Stær på banen og et uden," siger Nøragers Ole Kjær.
"Vi satte os på kampen, da Sebastian gik ud, fordi vi ikke var tvunget til at ofre ham den ekstra opmærksomhed, der er nødvendigt, når så lynhurtig en spiller er på banen," tilføjer Nøragers cheftræner.
Begge trænere er enige om, at de så en chancefattig kamp med to chancer til hvert hold.
"Jeg er skuffet over spillet, men glad for det ene point. Det var retfærdigt nok i et lokalopgør med mere snak, nærkampe og fight end flydende fodboldspil," siger Dennis Holdgaard.
"Jeg tror mange hold kommer til at sige det samme om Nørager i denne sæson som Dennis Holdgaard. Vi har fået vores defensiv på plads og giver ikke mange chancer væk, og så kæmper vi sammen. Det er vores stil og chance for at undgå de to nederste pladser," siger Ole Kjær.
 

Daniel Sortkjær snart klar

Lasse Jensen var tilbage i Nøragers centerforsvar mod Vivild, og den rutinerede 'tvilling' var dygtig til at binde defensiven sammen, ifølge begge trænere.
Vivilds Lauge Feldskov Andersen måtte ti minutter i straffeboksen kort før halvtid, mens Nøragers Dan Elgaard og Kristoffer 'Bubber' Frandsen begge måtte det samme i kampens slutfase med få minutters mellemrum.
Vivild fik Sebastian Stær lappet så meget sammen, at han kunne være med i kampens sidste tyve minutter.
"På daværende tidspunkt synes jeg, at vi pressede på, men da Sebastian kom på banen igen, mistede vi lidt momentum," siger Ole Kjær.
Han forventer at have Daniel Sortkjær tilbage mod VRI. Hans beskadigede skulder er kommet sig så meget, at det afgøres efter torsdagstræningen om midterangriberen er klar.
Dennis Holdgaard havde stopperen Chris Christensen tilbage på sin vante plads i lokalopgøret, og det gjorde 'Gentleman Chris' så godt, at hans kammerater efter kampen kårede ham til man-of-the-match.
Anfører Kasper 'Swotte' Sortkjær var tilsvarende en stærk bølgebryder og motor hos hjemmeholdet på den centrale del af midtbanen.
Dennis Holdgaard var dagen inden lokalopgøret selv på banen for Vivilds andethold i Serie 4, som besejrede Auning på udebane med 3-2 (3-0). Vivild fører Serie 4 med maksimumpoint efter fem spillerunder.

Publiceret 03 May 2017 16:49