Emil Kastbjerg Tolbod scorede for Vivild i 1-1 kampen mod CIF. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Emil Kastbjerg Tolbod scorede for Vivild i 1-1 kampen mod CIF. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold - Serie 1:

Vivild nærmer sig elevatoren

Det ser svært ud for Vivild i bunden af Serie 1 efter, at holdet tirsdag aften igen måtte nøjes med det ene point

Af
Af Lars Norman Thomsen

Vivild har i de seneste sæsoner ligget og penduleret mellem Serie 1 og Serie 2, og det ser lige nu ud, at tilværelsen som elevatorhold fortsætter.
Med tre spillerunder igen ligger Vivild sidst i Serie 1 med otte point for 11 kampe. Nummer næstsidst er Nørager, der har 11 point, men en kamp mere at gøre godt med.
Vivild mangler AGF (ude), Nørager (hjemme) og Vorup FB (ude), og der skal mindst to sejre til for at klare frisag.
"Det ser svært ud, men vi vil kæmpe for det, til sidste kamp er færdigspillet," siger cheftræner Dennis Holdgaard.
"Vi er enige om i truppen, at vi har været med i næsten alle kampe, men vi har til gengæld haft svært ved at afgøre de lige kampe til vores fordel, og det koster altså at spille uafgjort i stedet for at vinde."
Dennis Holdgaard roser truppen for ikke at slå op i banen.
"Det er slet ikke tilfældet. Spillerne arbejder hårdt for at forbedre vores situation, og nu kan vi glæde os over, at vi har Lauritz Hørby tilbage på træningsbanen efter en skade, ligesom Frederik Juul Espensen er kommet tilbage fra en længere udenlandsrejse," siger Dennis Holdgaard.
Begge spillere var med, da Vivilds andethold i Serie 4 tirsdag aften besejrede Grenaa IF med 9-1.
Andetholdet er ubesejret efter ti runder og topper rækken med maksimumpoint 30.

Mange brændte chancer

Førsteholdet måtte nøjes med 1-1 (0-0) ligeledes tirsdag aften mod Christiansbjerg IF (CIF).
"Vi møder et godt hold, men uden at blive beskyldt for at tage de subjektive briller på, så havde vi chancer nok til at vinde denne kamp," siger Dennis Holdgaard.
"Vi mangler coolness og savner skarphed i de situationer, hvor bolden skal sparkes i mål. Jeg ved, vi har med unge mennesker at gøre, og så er det altid lettere at spille klog på sidelinjen, men for søren, hvor er det frustrerende for truppen."
Emil Kastbjerg Tolbod scorede for Vivild efter 63 minutter til 1-1.
CIF's føringsmål faldt efter cirka 60 minutter efter en gevaldig bommert i hjemmeholdets forsvar, som bragte en gæstende spiller alene med Vivilds målmand Lasse Hougaard Pedersen, der var uden chance for at afværge.
"CIF havde også deres muligheder, bestemt, men især før pausen skulle vi have scoret og kommet foran," siger Dennis Holdgaard.
Han måtte tage forsvarskrumtappen Lauge Feldskov Andersen ud mod slutningen af første halvleg. Lauge Feldskov Andersen fik problemer med det ene knæ og var ude af stand til at spille videre.
"Nu skal han scannes, og vi krydser fingre for, at han er ikke er alvorligt skadet," siger Dennis Holdgaard.

Hvad sker der?

Mandag møder Vivild på kunstgræsbanen på Fredensvang i Aarhus AGF.
Det eneste hold, som Vivild hidtil har fået fuld valuta imod.
Hvis det nu igen bliver til nedrykning til Serie 2, hvad så? Bliver truppen så spredt for alle vinde eller er fodboldkulturen fortsat så stærk i Vivild, at spillerne dukker op igen til træning efter sommerferien?
"Jeg tror det," siger Dennis Holdgaard.
"For det første er stort set alle spillere meget unge. Gennemsnitsalderen er vel ikke mere end 21, og alle har det godt med hinanden, så jeg tror på, at truppen forbliver intakt."
Dennis Holdgaard har kontrakt med Vivild frem til årsskiftet.
 

Publiceret 31 May 2017 08:39