Sognepræst Henning Nielsen tager afsked i Hyllested Kirke søndag 2. juli og i Ebeltoft Kirke søndag 30. juli

Sognepræst Henning Nielsen tager afsked i Hyllested Kirke søndag 2. juli og i Ebeltoft Kirke søndag 30. juli

Kirke:

Henning Nielsens sidste gudstjeneste i Hyllested Kirke

Sognepræst Henning Nielsen tager afsked med sin gamle menighed ved søndagens gudstjeneste i Hyllested Kirke

Af
Af Martin Schultz

Det bliver en ganske særlig gudstjeneste, når sognepræst Henning Nielsen søndag 2. juli kl. 19.00 tager afsked med sine tidligere sognebørn i Hyllested Kirke.
Som bekendt går Henning Nielsen på pension 1. august, og han holder søndag aften sin sidste gudstjeneste i den kirke, han virkede i fra 1982 til 2011.
Efter gudstjenesten er der en sammenkomst i Hyllested Forsamlingshus, hvor der bliver serveret kaffe, vin og et ostebord.
 

Flytter til København

Fra 1982 til 2011 var Henning Nielsen sognepræst i de to sogne i Hyllested og Rosmus, og fra 2009 til 2011 tillige i Tirstrup og Fuglslev sogne.
Siden sommeren 2011 har Henning Nielsen virket som sognepræst i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn, og derfor slutter han sin gerning med en gudstjeneste i Ebeltoft Kirke søndag 30. juli kl. 11. Derefter er der en reception i Ebeltoft Sognegård.
”Denne dag inviteres også mine gamle sogne i Hyllested, Rosmus, Tirstrup og Fuglslev til at være med til både gudstjeneste og reception. Der er ingen tjeneste i nogen af de fire kirker,” siger sognepræst Henning Nielsen.
Ved sin pensionering forlader Henning Nielsen Hyllested Præstegård og rejser til København for at bosætte sig på Frederiksberg.
”Jeg glæder mig både til at være tæt på mine børn og børnebørn, og til at deltage i det faglige miljø omkring Grundtvigsk Forum ved Vartov,” siger Henning Nielsen, som dermed forlader Djursland efter 35 år som sognepræst i området.

Publiceret 01 July 2017 11:18