Et forsøg på at sælge morgenbrød til borgerne i Ryomgård fra Byens Brød hos Ryomgård Bodega er stærkt på vej til at stoppe, hvis ikke der i denne uge kommer markant flere kunder, slår indehaver af Ryomgård Bodega, Claus Schmidt, fast. Foto: Lars Norman Thomsen

Et forsøg på at sælge morgenbrød til borgerne i Ryomgård fra Byens Brød hos Ryomgård Bodega er stærkt på vej til at stoppe, hvis ikke der i denne uge kommer markant flere kunder, slår indehaver af Ryomgård Bodega, Claus Schmidt, fast. Foto: Lars Norman Thomsen

Morgenbrød:

Tæt på sidste udkald for Byens Brød

Claus Schmidt, indehaver af Ryomgård Bodega, undrer sig over manglende opbakning til nyåbnet brødudsalg

Af Lars Norman Thomsen

Claus Schmidt, 55, kan i år fejre 30 års jubilæum som indehaver af Ryomgård Bodega.

Det havde han ikke forventet, da han i sin tid tog over efter den forhenværende ejer.

“Hun drev Bodegaen i syv år, så min ambition var til at starte med, at jeg skulle slå hendes rekord, men indrømmet jeg havde aldrig troet, at det skulle blive til 30 års jubilæum og meget gerne mere,” siger Claus Schmidt, som i folkemunde udelukkende er kendt som 'Tult'.

“Det er blevet en livsstil for mig at drive Ryomgård Bodega. Jeg kan godt lide det og tæller ikke arbejdstimer.”
Claus Schmidt står selv bag baren i dagtimerne på Ryomgård Bodega, der holder åbent alle ugens syv dage, mens personale tager over i aftentimerne. I weekenden er der tit levende musik, og det er der stor opbakning til.

“For nogle år siden så det ud til, at vi ikke kunne få fat i en ny og yngre generation, men sådan er det ikke længere. Ryomgård Bodega er igen blevet et sted, hvor mange aldersgrupper, unge og lidt ældre, har lyst til at komme og hygge sig med hinanden.”

Bodegaens historie går helt tilbage til 1965, hvor Bruno Adelsböll etablerede Ryomgård Cafeteria, som det hed dengang.

Siden har skiftende ejere været inde over, men ingen kommer i nærheden af de 30 år, som Claus Schmidt har været ankermand for på Ryomgårds beværtning.

Midtvejs i juni 2017 gik Claus Schmidt over til at forsøge sig i en helt anden boldgade.

Han startede Byens Brød i det lokale på Ryomgård Bodega, der tidligere har huset pizza- og spiserestaurant.

“Jeg troede, at jeg havde en aftale med en bager i Lystrup som ville levere brød bagt i stenovn, men aftalen kiksede desværre. Derfor var jeg glad for, at Kolind Bageren sagde ja til at være leverandør,” forklarer Claus Schmidt, der holder åbent fra klokken 5.30 og til klokken 10.

Det har imidlertid vist sig, at Ryomgårds borgere ikke har vist stor nok interesse for at købe deres morgenbrød hos Byens Brød.

“Jeg er nået dertil, at sker der ikke en markant ændring inden 6. august, så bliver jeg nødt til at lukke, fordi det rent økonomisk ikke kan betale sig at fortsætte,” siger Claus Schmidt.

Egentlig var det hans tanke, at hans thailandske kone skulle have stået bag disken i Byens Brød, men først om fem måneder får hun arbejdstilladelse i Danmark.

“Derfor har jeg måttet ansætte en medarbejder til Byens Brød,” siger han.

Fin kvalitet

Claus Schmidt er meget tilfreds med kvaliteten af det brød, som Kolind Bageren leverer.

“Det kan jeg ikke klage over, men flere har sagt, at det ikke duer, at det lugter af bodega, når man skal købe morgenbrød. Det synes jeg ikke selv, der gør. Vi holder jo de to ting totalt adskilte, men jeg er altså nået dertil, at jeg er nødt til at lukke Byens Brød, hvis ikke der kommer flere kunder i butikken inden 6. august.”

Publiceret 02 August 2017 15:45