Foto fra sidste års fiskeauktion.

Foto fra sidste års fiskeauktion.

Festival:

Kystkulturen har kronede dage i Ebeltoft

Festival i den gamle havneby Ebeltoft med træskibe og et hav af alskens forskellige aktiviteter

Af
Af Anette Bonde

Gamle træskibe stævner i løbet af fredag 11. august ind til Ebeltoft Fiskerihavn. De er et af de store trækplastre i Ebeltoft Kystkultur Festival, der finder sted i weekenden. Der er sendt invitationer ud til træskibsfolk fra nær og fjern om at komme og deltage i festivalen og samtidig præsentere deres fartøjer.

Det er Ebeltoft Træskibs Laug, Ebeltoft Fiskerihavns Jollelaug, Parketbåden Skødshoved, Ålekvasen Rigmor, Ebeltoft Amatør- og Fritidsfiskerforening og Havhaven Ebeltoft Vig, der arrangerer.

Det autentiske havnemiljø

Tankerne om at lave en særlig kystkulturfestival i Ebeltoft startede efter byens værtsskab for Nordisk Kystkulturstævne i 2012. Sidste år fandt Ebeltoft Kystkultur Festival sted for første gang, og fra arrangørerne lyder det, at den er kommet for at blive.

Anders Kristensen fra Ebeltoft Træskibs Laug lægger vægt på, at festivalen er med til at markere havnemiljøet og kaste lys på dette vigtige kapitel i Ebeltofts historie.

“Vi vil med festivalen fokusere på det autentiske miljø i fiskerihavnen.”

Ud over træskibene bliver der et væld af aktiviteter og events, som man enten kan kigge på, lytte til eller selv deltage i.

Anders Kristensen med et af de bannere, der kommer til at hænge og reklamere for Ebeltoft Kystkultur Festival 11. - 13. august.

Anders Kristensen med et af de bannere, der kommer til at hænge og reklamere for Ebeltoft Kystkultur Festival 11. - 13. august.

Optog af Funny Boats

Programmet i år er nogenlunde det samme som sidste år. Dog er det med at være på tæerne lørdag klokken 11, hvis man vil opleve optoget. Det starter fra Sundhedshuset og går via Adelgade, rådhuset og Nedergade hen til fiskerihavnen.

Med Ebeltoft Garden i spidsen følger det lille gule sommertog i Ebeltoft og herefter flåden af Funny Boats, der senere skal konkurrere nede ved kajkanten. Lokale firmaer og klubber har fremstillet fartøjerne, og der skal nok være både kreative og morsomme udgaver. De søsættes fra rampen, og kappes på både sejlads og udseende.

Både lørdag og søndag vil man kunne opleve “Søværnets Dykkerkursus”, som viser udstyr og foretager dykning med såvel historisk som moderne udstyr. Det er Syddjurs Kommune, der afvikler det årlige besøg af søværnet. Tidligere havde kommunen adopteret et bestemt skib fra søværnet, men nu er det i stedet “Søværnets Dykkerkursus”.

Musik og fiskeauktion

Nationalparken deltager også, både med en bod på kajen, og ved at tilbyde busture til Nationalparken og sejlture på vigen med M/S Skødshoved.

Desuden vil man kunne opleve Ebeltoft Harmonika-Club, Marineforeningens Slupkor, viser og sange fra “Visens Skib”, historisk rundvisning på Fiskerihavnen af museumsinspektør Lea G. Møller, underholdning af duoen “TwoPlay”, og en fiskeauktion som i gamle dage.

Der vil også være masser af events og løbende aktiviteter, blandet andet en redningsaktion med helikopter, rebslagning, en skibstømrer i aktion, garnbinding og fremstilling af ruser, røgning af fisk, krabbefangst og krabbevæddeløb, pandekagebagning og snobrød over bål.

Publiceret 08 August 2017 11:00