Debat Syddjurs:

Fra landsby til sommerhusby - farlig forvandling af Holme på vej

Af
Af Anna Søgaard Nielsen

bygherrerådgiver og landskabsarkitekt

Holme Bygade 23

8400 Holme:

“Der er mange fantastiske områder i vores dejlige Syddjurs Kommune.
Men området omkring Holme er en særlig perle.
Med Havmølleåen, Jernhatten, søer, udsigter til Hjelm og landevejen, der snor sig gennem landskabet på ganske charmerende vis og giver kik til herlighederne, det er unikt.

Det har turisterne fået øje på og det vil vi dele.
Men hvordan? Med store sommerhusområder, der er smurt ud over landskabet, og ikke placeret med respekt for vort unikke landskab? Nej selvfølgelig, det må ikke ske.

Området har den særlige karakter, at vi netop her med alle herligheder samlet på et sted, kan få et særligt aktivt turistområde med kanoer og kajakker, lystfiskere, dykkere, vandre- og cykelfolk. Den form for turisme, som kun kommer, hvis der er en ”uspoleret natur med højt til himlen”, og der ikke er pladret til med sommerhuse.

Vi ser rigtig mange aktive turister i området omkring landsbyen Holme. At facilitere dem vil være et spændende alternativ til sommerhusområder. Deciderede ”sommerhusbyer” findes der flere af i Syddjurs. De områder vil kunne få glæde at flere sommerhuse. Eller der skal udlægges sommerhuse, som er placeret med ført hånd, præcise placeringer, der gør godt og ikke ødelægger.

Der skal være en bred vifte af tilbud til turistkommunen Syddjurs. Hvorfor ikke placere sommerhuse de rigtige steder og udnytte de særlige muligheder for anden turisme på de meget få helt unikke områder?

Der er flere private initiativer i Holme-området, der vil investere i natur og de aktive turister. Dem skal vi støtte for at gøre Syddjurs Kommune til en fremtidssikret turistregion.
Vi har chancen nu, - før den skade sker, der ikke kan føres tilbage.

På det helt lokale niveau vil planen om at udlægge 100-125 almindelige eller meget store (24 sengepladser) sommerhuse helt op til Holme omklamre landsbyen, den vil blive en sommerhusby – uddød en stor del af året.

På landsplan og lokalt vil man støtte landsbyerne. Der er gode kræfter i gang i landsbyen Holme for at løfte den. Der bliver i disse år investeret mange ressourcer i byen, og der er flere på vej. Disse initiativer vil blive stoppet med den utryghed Syddjurs Kommune med udlægning af et stort sommerhusområde lægger frem.

Planerne skal til for at sikre fremtiden for alle borgere.

Planen for at lægge et stort sommerhusområde op til Holme vil medføre, at værdier for os alle vil gå tabt  for nu og for fremtidige generationer. Det kan ikke gøres om.”

Publiceret 18 August 2017 17:55