Kulturminister Mette Bock åbner konferencen 21.september. Pressefoto

Kulturminister Mette Bock åbner konferencen 21.september. Pressefoto

Videnskab:

60 førende forskere mødes på Gl. Estrup

21. september kan kulturminister Mette Bock byde en række af Europas førende herregårdsforskere velkommen til Djursland, når de mødes på Gammel Estrup for at udveksle ideer og viden om den nordeuropæiske herregårds historie på tværs af landegrænser og nationale historier.
Man kan på disse dage i september opleve indlæg fra både Tyskland, England, Norge, Sverige, Holland og Danmark.

Vigtig kulturarv

“Konferencen 'A Manorial World' handler om de europæiske herregårde, der repræsenterer et overflødighedshorn af højdepunkter og spændende fortællinger fra den europæiske historie. Endnu i dag spiller herregårdene ligeledes en vigtig rolle som kulturarv på landet og illustrerer forskellige bevarings- og udviklingsstrategier i en udfordrende tid for kulturarven. Man kan derfor på konferencen høre om alt fra de udbredte herregårdslandskaber til fortidens herregårdsfamiliernes særlige miljøer til nutidens herregårde som aktivitetscentre på landet”, fortæller ph.d. Signe Boeskov, leder af Dansk Center for Herregårdsforskning, i en pressemeddelelse.

Åben for alle

Konferencen forløber over tre dage, og programmet byder på en kombination af foredrag og ekskursioner til udvalgte danske herregårde. Eksperter vil fortælle om herregårdenes historiske rolle i Nordeuropa og diskutere både de udfordringer og de nye initiativer, som finder sted på nutidens herregårde.
Konferencen foregår i Gammel Estrups store Riddersal, og alle med interesse for herregårde kan deltage.
Konferencen er åben for alle. Deltagergebyr er 1450 kr. – studerende 750 kr. Prisen dækker foredrag, ekskursioner og forplejning undervejs.
Find yderligere oplysninger, tidspunkter og konferenceprogram på www.herregaardsforskning.dk.

Publiceret 21 August 2017 18:00