Hæder:

Tom Bytoft belønnet med Ridderkorset af Dronningen

Efter at have været aktiv i lokalpolitik siden september 1998 er Tom Bytoft (S), medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune og medlem af hhv. børne-og ungdomsudvalget og miljø-og teknikudvalget, netop blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogordenen.
På kommunalbestyrelsesmødet 22. august overrakte borgmester Jan Petersen formelt Ridderkorset til Tom Bytoft og holdt en lille tale.
Tom Bytoft siger om anerkendelsen fra Dronningen:
”Det var en dejlig overraskelse, og jeg er stolt og beæret. Nogle af mine gamle gode venner fra min tid i DKP og på den yderste venstrefløj vil helt sikkert drille mig og kalde mig super-liberalist og småborgerlig. Jeg opfatter det som en reel anerkendelse af et langt livs arbejde i politik, og helt i tråd med det, jeg står for: Nemlig at møde verden med anerkendelse og tillid”.
Tom Bytoft planlægger en tur til København for at takke Dronning Margrethe personligt for Ridderkorset.
”Jeg vil takke mange gange, og udtrykke taknemmelighed for, at det lokalpolitiske liv bliver anerkendt i en verden, hvor vi som politikere ofte møder modstand, og hvor tonen og retorikken af og til ikke er specielt rar”.
I resten af 2017 sidder der således nu hele tre riddere af Dannebrog i Norddjurs' kommunalbestyrelse. Torben Jensen fik Ridderkorset i 2011, og John Saaby Jensen fik det i juni i år. De genopstiller begge ikke ved efterårets kommunalvalg.

Publiceret 28 August 2017 13:00