Grenaa Gymnasium glæder sig over, at dets IB-elever havde et af landets højeste karaktergennemsnit ved eksamen. Pressefoto

Grenaa Gymnasium glæder sig over, at dets IB-elever havde et af landets højeste karaktergennemsnit ved eksamen. Pressefoto

Uddannelse:

Grenaa Gymnasium holder næsten elevtallet

Tirsdag 17. august sidste uge slog Grenaa Gymnasium dørene op for i alt 225 nye elever fordelt på skolens tre ungdomsuddannelser, STX, HF og den internationale IB Diploma. Gymnasiets kostafdeling har fuldt hus med 115 elever.
“Vi er alt i alt meget tilfredse med dette års tilgang af elever,” udtaler gymnasiets rektor Helene Bendorff Kristensen i en pressemeddelelse.
“Både på STX og HF holder niveauet fra sidste år stort set med kun en ganske lille nedgang på STX på trods af, at ungdomsårgangene i disse år er faldende.”
Helene Bendorff Kristensen fortæller videre, at på IB-uddannelsen har der været en tilgang på i alt 54 nye elever fordelt på forberedelsesåret Pre-IB, der svarer til 1.g og IB1, der er første år på selve IB Diploma.
I alt er 45 elever fra nær og fjern startet i IB1. Her er der tale om et fald i forhold til sidste år, hvor optaget imidlertid var ekstraordinært stort.

Stigende karakter-snit

Karakter-gennemsnittet for de IB-elever, der tog eksamen i foråret på Grenaa Gymnasium er et af landets højeste og over gennemsnittet for IB-elever på verdensplan.
Også STX-elevernes eksamensresultater har givet grund til tilfredshed. Det er steget fra 6,98 i 2016 til 7,03 i 2017.
“Og så kan vi næsten ikke få armene ned over Malte Fiil Andersens bronzemedalje ved OL i fysik her i sommer,” siger Helene Bendorff Kristensen.
Det kommende skoleår kommer især til at stå i den nye gymnasiereforms tegn, som blandt andet indeholder krav om et større fokus på de unges uddannelsesvalg.
Derudover ser gymnasiets rektor frem til at fortsætte de samarbejder, gymnasiet har med folkeskoler og andre institutioner i lokalområdet.

Skal lave kemishow

Noget af det første bliver et samarbejde med Kattegatcentret i forbindelse med Naturvidenskabsfestivalen i sidste uge i september, hvor elever fra Grenaa Gymnasium skal undervise folkeskoleelever i naturvidenskabelige emner og levere et underholdende kemi-show.jesl

Publiceret 28 August 2017 11:00