Birgitte Meller glæder sig at byde kunderne indenfor i Sportigan Rønde i de nye omgivelser på Kaløtorvet. Foto: Lars Norman Thomsen

Birgitte Meller glæder sig at byde kunderne indenfor i Sportigan Rønde i de nye omgivelser på Kaløtorvet. Foto: Lars Norman Thomsen

Handelsliv:

Sport 1 bliver til Sportigan og flytter til Kaløtorvet

Af
Lars Norman Thomsen

Lars Norman Thomsen

Birgitte Meller, chef siden 1. juni 2017 for sportsbutikkerne i Rønde og Kolind, har haft forrygende travlt på det seneste.
Fredag 3. november inviterer hun og personalet indenfor i nye omgivelser i det tidligere Bies Hunderi på Kaløtorvet. Her får Røndes sportsbutik fremover fast base.
“Vi benytter flytningen fra busstationen til Kaløtorvet til at skifte navn,” fortæller Birgitte Meller.
Fremover hedder butikken i Rønde ikke længere Sport 1, men Sportigan ligesom den i Kolind. Navneskiftet er blevet muligt, fordi den tidligere Sportigan butik på Hovedgaden i Rønde lukkede for godt et år siden.
“Jeg ser frem til at drive to butikker under fællesnavnet Sportigan med de fordele, det vil give for kunderne,” siger den ambitiøse butikschef.
Hun glæder sig også til at komme i andre omgivelser.
“Vi får en butik med gode muligheder for at præsentere vores varer bedst muligt, og så får vi 80 kvadratmeter lagerplads i kælderen,” siger Birgitte Meller. Placeringen på Kaløtorvet har været en ønskedrøm for hende, siden hun startede som butikschef før sommerferien.

Publiceret 01 November 2017 07:00